Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Agüero scorede forgæves i argentinsk skuffelse

Af Pelle Rigtrup
16.06.2018 Kl. 15:07
Manchester City-profilen Sergio Agüero bragte Argentina i front mod Island, men det var ikke nok til en sejr over de hårdtkæmpende islændinge, der fik 1-1 med fra opgøret.

Argentina var på forhånd udråbt som storfavoritter, da de i dag tog hul på VM mod Island, men de brave islandske vikinger skulle vise sig at blive en hårdere opgave end forventet. 

Det startede ellers forrygende for Argentina. Manchester Citys Sergio Agüero modtog bolden inde i feltet, tog et træk til siden og smadrede bolden i netmaskerne til 1-0. 

Få minutter efter var den dog gal i den anden ende. Efter et par afslutninger endte bolden for fødderne af Alfred Finnbogason, der sendte udligningen i kassen. 

I resten af 1. halvleg fortsatte Argentina med at dominere, men det blev ikke til de helt store chancer, og i stedet var Evertons Gylfi Sigurdsson tæt på at score for Island. 

Efter en times spil fik argentinerne så den perfekte mulighed for at komme i front igen. Islands Magnusson gik i ryggen på Argentinas Meza, og dommeren fløjtede for straffespark. 

Det skulle Lionel Messi tage sig af, men overfor Randers-målmanden Halldorsson floppede Barcelona-stjernen og brændte. 

I slutfasen pressede forhåndsfavoritterne på og kom frem til enkelte muligheder, men bolden ville ikke ind. Kampen sluttede dermed 1-1, og jublen kunne bryde løs hos de islandske spillere, mens Argentina og Messi skuffede fælt. 

Annonce