Agüero om internetforbud: Guardiola opdagede holdkammerat med telefon
I sidste uge kom det frem, at Pep Guardiola har gjort internet utilgængeligt i store dele af Manchester Citys træningsanlæg.
Dette er blot en af mange ændringer, manageren har foretaget sig, efter han kom til Manchester tidligt på sommeren.
Blandt andet må ungdomsspillerne ikke træne tæt ved førsteholdsspillerne, ligesom disse ikke må bruge de nymoderne fodboldstøvler, men kun udgaver i sort, så de 'holder fødderne på jorden'.
Herudover er mobiltelefoner blevet forbudt til fællesspisningen, ligesom WIFI-forbindelsen altså er blevet lukket ned i omklædningsrummet. Denne del ligger under jorden, hvorfor 3G-netværket ikke kan nå ned til City-spillerne. Dette bekræfter Sergio Agüero.
– Ja, det er rigtigt. Han lukkede for internettet. Jeg vidste ikke noget om det. 'Hvad skete der? Vi har ingen internet her?, sagde jeg. I omklædningsrummet, hvor alt er lukket ned, er der intet signal. Derfor kan man kun bruge WIFI. 'Er WIFI'et gået i stykker? Hvad er der sket?', fortæller Sergio Agüero til ESPN.
– Nedenunder var jeg ved at lave en appelsinjuice, og de spurgte om internettet virkede. 'Det er gået i stykker', sagde jeg. Jeg troede, at de lavede sjov med mig, men det var rigtigt. Han (Guardiola, red.) havde cuttet internetforbindelsen.
– I omklædningsrummet, massagerummet og ved poolen har vi ikke internet. Ovenpå er der en lille smule 3G.
Agüero tror, at Guardiola har lukket for WIFI-forbindelsen, da han opdagede en unavngiven spiller i at bruge sin telefon i massagerummet.
– Det lyder til, at Guardiola engang gik ind i massagerummet og så en af mine holdkammerater – jeg ved ikke hvem – slappe af med sin telefon. Jeg ved ikke, måske kunne han ikke lide det. Fra da af lukkede han for internettet, slutter argentineren, der brændte et straffespark med landsholdet i nat, da de hjemme tabte til Paraguay med 0-1.