Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Agger: Vi skal i top-fire

14.11.2013 Kl. 07:15
LÆS OGSÅ: BENDTNERS DYRE LEJLIGHED

Daniel Agger har før repræsenteret Liverpool i Champions League, og han er ikke i tvivl om, at holdet igen skal i det fine selskab. 

Da Daniel Agger i 2006 skrev under med Liverpool, havde han aldrig spillet Champions League. Men bare 18-måneder senere fandt han sig selv i en Champions League finale i Athen, hvor Liverpool måtte se sig slået 2-1.

Siden 2009 har Champions League-hymnen dog ikke givet genlyd på Anfield, men ifølge Liverpools vicekaptajn skal der gøres noget ved det:

– Der er stadig lang vej, men alle gutterne her vil spille Champions League igen, siger Agger til klubbens hjemmeside og fortsætter:

– Holdet ser mere solidt ud i denne sæson. Der har været et par sæsoner nu uden Champions League her. Når du har spillet det før, er det dér, du vil være, siger Liverpools nummer 5 og uddyber:

– Det er der, hvor alle de bedste spillere, alle de bedste hold er. Vi vil helt sikkert være i top-fire, og du kan se den sult på banen.

Den danske forsvarsspiller mener da også, at det er muligt for Liverpool, fordi de ikke bare spiller godt, men også er utrolig løbevillige.

– Det var ikke kun en god præstation mod Fulham i forhold til at score mål og holde rent bur, men vi løb og arbejdede alle meget for hinanden, siger Agger, som mener, at det er nøglen til succes.

– Hvis du vil slutte i top-fire i Premier League, er det så vigtigt – måske endnu vigtigere end kvaliteten.

Annonce