Agger: Stor ting at være viceanfører
Daniel Agger lægger ikke skjul på sin begejstring over at være udpeget som Liverpools nye viceanfører, og han fastslår, at det er stort for ham.
Den 28-årige forsvarsdirigent, Daniel Agger, har fået den ærefulde tjans at være blevet Liverpools nye vicekaptajn, og han kan næsten ikke beskrive, hvor privilegeret han føler sig.
– Det er en svær følelse at beskrive. Ikke mange mennesker bliver professionelle fodboldspillere, og ikke mange bliver viceanfører, så det er en stor, stor ting for mig. Men det er svært at beskrive, indrømmer Liverpool-forsvareren ydmygt.
Agger er som bekendt også landsholdsanfører, hvilket også gør ham stolt. Han mener, at det er det største, man kan opnå med sin landshold, og det lader til, at han bliver meget rørt, når snakken falder på det emne.
– Det er det største, man kan opnå med landsholdet, – at være anfører for sit land. Hver gang jeg tager anførerbindet på, gør det mig stolt. Man lærer noget hele tiden, og når man tager anførerbindet på, sker der noget med dig. Det er svært at forklare, men det er en god ting, forklarer han afslutningsvis.
Daniel Agger tørnede ud for Merseyside-klubben hele 35 gange i Premier League i sidste sæson.