Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Agger ser frem til legendekamp: Anfield fyldt med gode minder

Af Pelle Rigtrup
23.03.2019 Kl. 08:15
Den tidligere Liverpool-spiller glæder sig til igen at tørne ud for klubben i lørdagens velgørenhedskamp mod AC Milans legender.

Der er dømt nostalgi for alle pengene, når Liverpools legender senere i dag møder AC Milans legender i en velgørenhedskamp på Anfield. 

Legendariske navne som Paolo Maldini, Andrea Pirlo og Kaká er klar til at tørne ud for Milano-klubben, mens Liverpools hold består af spillere som Jamie Carragher, Steven Gerrard og Michael Owen. 

En enkelt dansker har dog også fundet vej til Liverpools trup i form af Daniel Agger, og den tidligere landsholdsspiller ser frem til igen at spille på Anfield: 

– Det er dejligt bare at være her, men det bliver endnu bedre at komme på banen. Jeg ved ikke, hvor længe jeg kan holde, men vil give den gas, udtaler Agger til Liverpools officielle hjemmeside. 

– Der er så mange gode minder her, og vi vil alle nyde igen at spille fodbold på Anfield. 

– Jeg har ikke spillet i lang tid, så min krop har det ikke så godt, men det er kun én kamp, og du giver alt, hvad du har. 

Agger nåede at spille 232 kampe for Liverpool i perioden 2006-2014, hvorefter han drog hjem til Brøndby for til sidst at lægge støvlerne på hylden i 2016. 

Legendekampen mellem Liverpool og AC Milan sparkes i gang kl. 16.00 og kan ses på TV3 Sport. 

Annonce