
AGF vinder sæsonens første titel: Det er første gang i klubbens historie
AGF har vundet en titel, før sæsonen for alvor er kommet i gang. De Hviies hjemmebanetrøje er nemlig kåret som den flotteste i Superligaen af Euroman.
Siden 2019 har Euroman hvert år rangeret Superligaens trøjer fra grimmest til pænest. I den seneste sæson måtte AGF tage til takke med en femteplads, men i år går den aarhusianske klub hele vejen til tops.
Det er første gang, AGF vinder Euromans kåring.
AGF-trøjen løber med sejren
Euroman vurderer trøjerne ud fra en række faste designkriterier, blandt andet æstetik, farvesammensætning, integrationen af klub- og sponsorlogoer, halsudskæring, detaljegrad, kreativitet, nytænkning og kulturelle symboler.
Og i år er det Crafts hjemmebanetrøje, der imponerer redaktionen mest.
– Der er efterhånden ikke meget at være nedtrykt over, hvis man holder med ’De hviii’e’ fra Aarhus.
Euroman fremhæver blandt andet trøjens nålestriber, der giver et elegant udtryk, mens den marineblå farve spiller sammen med Ceres-logoet.
Se trøjen her:

Netop Ceres-logoet var et kritikpunkt i sidste års vurdering, hvor Euroman ikke var begejstret for ændringen af den ikoniske røde farve. I årets trøje er farven i stedet integreret som en del af designet, hvilket ifølge Euroman fortjener ros.
– Når man på denne måde inkorporerer det i trøjens design, skal det honoreres.
Dermed har AGF allerede sikret sig sæsonens første titel – i hvert fald uden for banen.
Du kan se hele rangeringen herunder.
Hele Superliga-rangeringen
Euromans samlede rangering af sæsonens Superliga-trøjer ser således ud:
- AGF
- Brøndby
- Randers
- FCK
- FC Nordsjælland
- Lyngby
- Horsens
- Silkeborg
- FC Midtjylland
- OB
- Viborg FF
- Sønderjyske
‘Sir Alex blokerede min Liverpool-transfer – nu er jeg i Arsenal’

















