
AGF fylder 146 år i dag
146 år med AGF
Stoltheden og glæden over det danske mesterskab 2026 i ”Smilets by”, var ikke til at tage fejl af. Aarhus er en rigtig fodboldby, og de ”hviie” trøjer bæres med inderlig entusiasme overalt i den jyske hovedstad.
I dag kan AGF fejre 146-års fødselsdag, for det var på denne dag i 1880, at den stiftende generalforsamling fandt sted. Med generalmajor C. F. H. R. Baumann som den første formand, oprettedes Aarhus Gymnastik Forening, hvor især det pænere borgerskab kunne foretage sig noget så moderne som at dyrke idræt. Især (som navnet antyder) gymnastik.
De ville hellere dyrke fodbold end gymnastik
Faktisk var det først i 1902, man satte fodbold på klubprogrammet. Historien bag er, ifølge Johannes Gandils ”Dansk Fodbold” fra 1937, at nogle af klubbens medlemmer i 1898 havde besøgt det store idrætsstævne i København, og her stiftet bekendtskab med fodboldspillet. De har efter al sandsynlighed overværet den skelsættende kamp mellem DBU’s landshold og skotske Queens Park. En match der satte dansk fodbold på en helt ny og konceptuel retning. AGF’erne kom i alt fald hjem med en ny overbevisning: De ville lege med den lille runde læderkugle, frem for springhest og barre.
Til at begynde med var forholdene ret så kummerlige. Man spillede på infanteriets eksercerplads, ”Galgebakken”, og klædte om i bøssemager Nissens kulkælder, men efterhånden kom der god struktur på tingene. Man etablerede et frugtbart samarbejde med Marselisborg Kostskole og blev Jyllands første baneejende klub, da man fik anlæg ved Dalgas Avenue. I 1920 blev Aarhus Stadion indviet, og op igennem 1920’erne vandt AGF det jyske mesterskab 4 gange.

Milepæle
Den kun 20-årige anfører, Haldur Lasthein, blev klubbens første landsholdsspiller i 1925. To år senere kom engelske Middlesbrough FC på besøg for at spille venskabskampe. Det var en stor økonomisk satsning, men det betalte sig. Folk i byen fik, for første gang nogensinde, set et professionelt hold fra verdens stærkeste liga, og spillerne sugede til sig af inspiration fra fodboldens højeste hylde.
Haldur Lasthein, læs mere: Danmark troede, Finland var en walkover – så kom chokket i Aarhus
Da den landsdækkende 1. division blev organiseret i 1929, fik AGF markeret sig som provinsens stærkeste udfordrer til den københavnske dominans. I 1933 opnåede ”De Hviie” en historisk tredjeplads.
Guldalderen og de klassiske dyder
I 1950’erne havde århusianerne en helt formidabel periode, en ægte ”guldalder”.
Med spillere som Henry From, Jørgen Olesen, John Amdisen og Aage Rou Jensen i spidsen, havnede DM-titlen hos AGF i 1955, 56, 57 og 60. Pokalturneringen blev indledt i 1955 ved at GF’erne slog Aalborg Chang i finalen. Pokaltriumfen blev gentaget i 1957, 60 og 61. Alt om Henry From: Han blev kaldt for usikker i årevis – så blev han Danmarks OL-helt som 34-årig
I 1960-61 nåede AGF frem til kvartfinalen i Europa Cup turneringen for mesterhold.
Den imponerende resultatrække var især funderet på klassiske og kollektivt funderede dyder som fællesskab, god træningsdisciplin, hårdt arbejde og en kanonstærk defensiv. Det var særdeles vanskeligt at hamle op med det dygtige og godt sammenspillede mandskab. Der blev udviklet et værdisæt, der kom til at stå som faste, urokkelige søjler i klubbens identitet og DNA.

Op- og nedture
AGF kom ganske fornuftigt igennem overgangen til betalingsfodbold i slutningen af 1970’erne. I 1980’erne rådede AGF over et både stærkt og seværdigt mandskab. Det var med folk som for eksempel Troels Rasmussen, John Stampe, Lars Lundkvist m.fl. Det kastede et dansk mesterskab i 1986 af sig.
Men siden blev der op- og nedture i Aarhus. AGF er den højest rangerende danske klub på alle tiders pointregnskab i den øverste række siden 1929. Men smilet har været stivnet godt og grundigt i flere perioder, hvor det har været meget vanskeligt at leve op til byens forventninger, og de ambitioner, som uomtvisteligt hænger sammen med AGF’s status og omdømme.
Lys fremtid for De Hviie
Fremtiden tegner imidlertid lys. Mesterskabet i 2026 – det første i 40 år – kom i hus via modigt og seværdigt offensiv-fodbold. Det var en fornøjelse at følge Jakob Poulsen og holdets åbenlyse progression. I indeværende sæson har det umiddelbart vist sig vanskeligt at følge op på succesen. Men spillet er fortsat optimistisk og fremadrettet. Resultaterne skal nok komme.
For et par år siden fik man bygget nyt klubhus og optimerede faciliteter på Fredensvang, og der er et nyt flot stadion på vej. Klub-kustoder som Steffen Olesen og Ole Hall bidrager i høj grad til, at nutid og fortid kan gå hånd i hånd, når Danmarks Fodboldmuseum indvies i forbindelse med at stadion tages i brug. Vi kan næsten ikke vente.
Tillykke med fødselsdagen, AGF.