Agent: Morata har tilbud fra Premier League-topklubber
Den spanske landsholdsangriber Alvaro Morata, der brugte de to seneste sæsoner hos Juventus, vender tilbage til Real Madrid oven på EM 2016 efter klubben valgte at udløse den tilbagekøbsklausul, de havde i handlen med Juventus.
Der er dog snak om, at Real Madrid planlægger at sælge Morata videre med det samme, hvilket betyder, at klubber som Arsenal, Chelsea og Manchester United, der alle skulle være interesseret i Morata, måske stadigvæk har en chance for at hente den 23-årige angriber.
– Han har stadigvæk tilbud fra topklubberne i Premier League. Som det står lige nu, så er han fra 1. juli Real Madrid-spiller. Om han bliver eller ej må du spørge Real Madrid om. Det må vi se på. Vi skal stadigvæk snakke med Zinedine Zidane, men lige nu er Morata glad, fortæller agenten Juanma Lopez til den spanske avis AS.
Morata scorede 12 mål i 47 kampe for Juventus i sidste sæson. 26 af disse 47 kampe var fra start.