Agent: Fire-fem Premier League-klubber vil have Jorginho
Jorginho har gang i en flot sæson for Napoli, men noget tyder på, at han kan være fortid i den italienske klub efter denne sæson.
Flere klubber har angiveligt vist interesse for italieneren, og for nyligt skrev Goal.com, at Manchester City var tæt på at sikre sig midtbanespillerens underskrift.
Jorginhos agent, Joao Santos, ønsker ikke at bekræfte de rygter, men han afslører, at mange Premier League-klubber er interesserede:
– Et Manchester City-bud på Jorginho? Alle ved, at der er fire-fem Premier League-klubber, der vil have fat i Jorginho, fortæller Santos til CalcioNapoli24.
– Napoli har aldrig snakket om noget, og jeg har aldrig talt officielt med nogen. Jeg venter på, at Napoli afgører hans fremtid.
– Jorginho har stadig to år tilbage, og hvis Napoli ønsker at sælge ham, skal han bare blive enig med et andet hold, hvorefter vi kan snakke sammen.
Midtbanespilleren har spillet 37 kampe og scoret fire mål for Napoli i denne sæson.