Agbonlahor sammenligner Gestede med tidligere Villa-profil
Aston Villa har denne sommer sagt farvel til topscorer Christian Benteke, der er skiftet til Liverpool. Ind er i stedet kommet 26-årige Rudy Gestede fra Blackburn. I sidste sæson scorede han 22 mål i 44 kampe for Blackburn, og han var derfor den ideele afløser belgiske Benteke.
I sin debut for Aston Villa scorede Rudy Gestede det enlige mål i premieresejren over Bournemouth, og scoringen har fået hans angrebskollega Gabriel Agbonlahor til at sammenligne ham med en tidligere Aston Villa-angriber:
– Rudy Gestede minder mig virkelig meget om John Carew med sin tilstedeværelse, siger Gabriel Agbonlahor til Aston Villas hjemmeside.
– John Carew var også en stor og stærk spiller i luftrummet, men jeg tror ikke, at mange forsvarsspillere i Premier League kan hoppe med Rudy Gestede. Han er måske den bedste til at hænge i luften, som jeg har spillet sammen med.
Gabriel Agbonlahor glæder sig allerede nu over samarbejdet med den tidligere Blackburn-spiller, da de passer godt til hinanden:
– Rudy Gestede er en rigtig targetman, og jeg kan så løbe rundt om ham og tage nedfaldsboldene. På den måde kan vi blive et godt match til hinanden, og jeg ser frem til at spille med ham, slutter den engelske landsholdsspiller.