Afviser rygte: Manchester United har ikke budt på dansker
Tidligere på ugen kom det frem, at Manchester United havde tilbudt penge samt Facundo Pellistri i bytte for Morten Hjulmand fra Sporting i Lissabon.
Det blev ligeledes meddelt, at den portugisiske hovedstadsklub havde afvist henvendelsen, og i stedet ventede på, at De Røde Djævle ville aktivere frikøbsklausulen på 598 millioner kroner.
Men de rygter er der ikke hold i, skriver den store portugisiske sportsavis A Bola.
Den portugisiske klub har således ikke modtaget nogen henvendelser, sådan som det ellers lød fra den engelske sportspresse.
Sporting betalte 134 millioner kroner for den 24-årige, da han skiftede fra italienske Lecce sidste sommer.
Han har været en bærende spiller for den portugisiske storklub i indeværende sæson.
Aftalen løber frem til sommeren 2028 og indeholder altså som nævnt en frikøbsklausul på 598 millioner kroner.
A Bola mener at vide, at den eneste måde, hvorpå danskeren kan forlade klubben i løbet af januar, er ved at nogen aktiverer hans frikøbsklausul.
Dermed falder muligheden for, at en tredje dansker kan komme på kontrakt hos Manchester United til jorden.
I forvejen er Rasmus Højlund og Christian Eriksen på lønningslisten hos De Røde Djævle.
Foruden Lecce og Sporting, har Hjulmand også erfaring fra Admira Wacker i Østrig, hvor den professionelle karriere tog sin begyndelse i 2018.
Hjulmand står noteret for to A-landskampe for Danmark, hvor han fik sin debut i det forgangne kalenderår. Han fik sin første landskamp i 4-0-sejren mod San Marino 7. september.
Den danske midtbanespiller har spillet i alt 1628 minutters fodbold for Sporting i denne sæson. Det er blevet til en enkelt scoring og to oplæg i 24 kampe på tværs af alle turneringer.
Sporting indtager i øjeblikket førstepladsen i den bedste portugisiske række med 40 point efter 16 kampe.
Desuden gik klubben videre fra gruppespillet i Europa League, hvor man var havnet i samme gruppe som Atalanta, Sturm Graz og Rakow.
Læs flere nyheder om Manchester United her.