Afstemning: Formår Manchester United at sende Paris Saint-Germain ud?
Der er i dag blevet trukket lod til 1/8-finalerne i Champions League, og her er Manchester United blevet sendt på en svær opgave mod Paris Saint-Germain.
Manchester United lægger ud med at spille den første kamp på Old Trafford, inden der er returopgør på Parc des Princes. Det er på papiret nogle svære kampe i vente for Manchester United, der ikke kan betegnes som favorit.
De Røde Djævle er ikke godt kørende i Premier League denne sæson, og José Mourinho lader ikke til at have spillernes fulde opbakning i øjeblikket. Modsat er Paris Saint-Germain flyvende i den franske liga, og selvom der har været problemer i Champions League-gruppespillet, vil den franske klub være klar favorit til at gå videre.
Det vil dog ikke være første gang, at der sker en overraskelse, hvis Manchester United formår at sende Paris Saint-Germain ud af Champions League. Hvad tror du på?