Afsløring: Syv PL-klubber involveret i seksuelle krænkelser
Hele syv af de nuværende Premier League-klubber har siden 2020 haft spillere eller trænere, som er blevet efterforsket af politiet for seksuelle krænkelser.
Det kan BBC fortælle.
Mediet kan samtidig også rapportere, at de pågældende Premier League-klubber er fortsat med at benytte to af de involverede fodboldspillere, mens sagerne har stået på, og også en manager er fortsat i sit embede.
De påståede ofre har også fortalt til BBC, at det engelske fodboldforbund og Premier League har prioriteret de kommercielle interesser frem for de ramte kvinders sikkerhed, og de beskriver, at der er en frygt for at stå frem.
Både FA og Premier League siger dog, at de tager seksuelle krænkelser meget alvorligt.
Artiklen fra BBC sætter ikke navne på hvilke klubber, spillere eller managere, der har været involveret i seksuelle krænkelser siden 2020.