Afsløringer: Cardiff kan ende med at sagsøge Sala-agent
Det tragiske flystyrt, der kostede Emiliano Sala livet den 21. februar, har naturligvis fyldt meget i den europæiske sportspresse.
Der har været mange skriverier om, at Cardiff vil foretage en stor undersøgelse af flystyrtet, inden de betaler de £15 millioner, som de betalte for at erhverve argentineren.
I går meldte Daily Telegraph, at Cardiff kan ende med at sagsøge Nantes for uagtsomhed, da deres interne undersøgelser viser, at der er ingen beviser for, at piloten Dave Ibbotson havde den nødvendige licens til at flyve med passagerer i et erhvervmæssigt henseende. Nu melder Daily Mail, at Cardiff også kan ende med at sagsøge agenten, Willie McKay.
Ifølge den engelske avis har Cardiff fundet ud af, at Willie McKay bevidst forsøgte at hæve prisen på Emiliano Sala, og det kan ende med, at de enten sagsøger Willie McKay eller undgår at betale prisen på £15 millioner.
Willie McKay skulle efter sigende have spredt historier om andre Premier League-klubbers interesse i angriberen. Det er efter sigende blevet afsløret i en mail fra Willie McKay til Emiliano Sala.
I sidste uge kontaktede Cardiff de Premier League-klubber, som efter sigende skulle have været interesseret i Emiliano Sala, hvor de har forhørt sig, om deres interesse var reel. En kilde fra Cardiff udtaler til Daily Mail:
– McKay fortalte os, at en anden Premier League-klub havde givet ham mandat til at få Sala til klubben. Vi har snakket med den klub, og der var ikke et mandat. Vi vil have sandheden, om der var nogle interesserede klubber. Vincent Tan hader folk, der snyder ham.
Cardiff-ejer Vincent Tan har tidligere hevet agenter i retten, som har snydt ham på transfermarkedet.