Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Afsløring: En af Storbritanniens rigeste mænd byder på United

Af Emil Plovgaard
23.11.2022 Kl. 18:11
Han har tidligere udtrykt sin interesse for klubben.

Tirsdag var en dag, hvor der kom flere store historier ud fra maskinrummet hos Manchester United.

Klubben ophævede nemlig sin kontrakt med Cristiano Ronaldo.

Ligeledes valgte klubbens ejere gennem mange år, den amerikanske familien Glazer, formelt at sætte klubben til salg.

Og nu vil en af Storbritanniens rigeste personer i form af Sir Jim Ratcliffe så byde på klubben, skriver avisen The Telegraph.

Ratcliffe var også en af de første til at udtrykke sin interesse for et køb af klubben tilbage i sommer, da der gik rygter om, at familien Glazer kunne være interesseret i at afhænde sin andel.

Ratcliffe har i forvejen sine penge investeret på tværs af mange forskellige sportsgrene, såsom Formel 1, hvor han har et samarbejde med Mercedes gennem Ineos.

Og han er da også investeret i fodbold, idet han ejer en stor andel af den franske fodboldklub OGC Nice, hvor danske Kasper Schmeichel er på kontrakt.

I oktober forklarede Ratcliffe ellers på en konference, at han havde fået at vide, at United ikke var til salg.

– Jeg mødtes med Joel og Avram (Glazer, red.), og de er de rareste mennesker, men de ønsker ikke at sælge den.

– Hvis den havde været sat til salg i sommer, så ja, så havde vi formentlig gået efter den, ovenpå situationen med Chelsea. Men vi kan ikke sidde på vores flade og håbe på, at Manchester United en dag bliver sat til salg, lød det i sidste måned fra Ratcliffe.

Ratcliffe er også meget opmærksom på ikke at betale overprisen for klubben, lyder det. Glazer-familien kræver angiveligt i omegnen af fem milliarder pund for Manchester United svarende til 43 milliarder danske kroner.

Annonce