Af to grunde: Derfor er United sikre på at kunne hente Leicester-stjerne
Manchester United er mere end almindeligt sikre på, at James Maddison kan tilføjes til truppen næste år, skriver Manchester Evening News.
The Red Devils fortsætter angiveligt med at følge den 22-årige Leicester-playmaker tæt, og kilder højt oppe i Manchester United-hierarkiet afslører til lokalmediet, at Maddison anses som den perfekte rekrut.
Han er ung og har masser kvalitet, og samtidigt føler man internt i Manchester United, at han er til at opsnappe fra The Foxes.
Det skyldes efter sigende to ting; Maddison er livslang Manchester United-fan og har fulgt holdet siden barnsben af. Derudover har han også et nært forhold til sin tidligere holdkammerat Harry Maguire, og det håber United-ledelsen på at kunne udnytte.
Marcus Rashford og Jesse Lingard skulle have haft held med at overbevise netop Maguire om, at et skifte til Old Trafford var det rigtige. Nu sætter man lid til, at midterforsvareren kan få endnu en tidligere holdkammerat til at følge trop.
Maddison har dog kontrakt med Leicester frem til 2023, så Leicester kan endnu engang kræve en stor transfersum for en spiller, som The Red Devils eftertragter.