AC om Chelsea-retur: Det er blevet meget mere disciplineret under Conte
Andreas Christensen blev i sommeren 2015 udlejet til Borussia Mönchengladbach for to sæsoner.
Dengang var det Jose Mourinho, der stod i spidsen for Chelsea, men et halvt år senere blev han fyret, og nu er det i stedet Antonio Conte, der står ved roret i London-klubben.
Derfor var der også en masse ting, som Andreas Christensen skulle vænne sig til, da han vendte tilbage til Chelsea efter sine to år i tysk fodbold.
– Med det nye personale er der også kommet et nyt træningsmiljø. Det er blevet meget mere hårdt og mere disciplineret. Det er noget, man lige skal vænne sig til, siger Andreas Christensen til DBUTV.
– De går meget ned i de små detaljer. Jeg havde regnet med, at man var meget disciplineret i Tyskland. Det er det så ikke i forhold til det jeg oplever nu. Nu har jeg prøvet at have frihed i Tyskland, og nu er det lidt mere faste rammer i Chelsea, lyder det fra Chelsea-danskeren.