AC har skiftet agent: Nye forhandlinger med Chelsea venter
Nu sker der noget på agentfronten hos Andreas Christensen.
Den danske landsholdsspiller, der længe har været i kontraktforhandlinger med Chelsea, har skiftet agent. Han er nu repræsenteret af KIN Partners.
Sådan lyder meldingen fra Sky Sports-journalisten Matteo Moretto.
Dermed er det ikke længere Andreas Christensens far, Steen, der lader til at have ansvaret for at forhandle kontrakter på plads.
Nu er det i stedet op til KIN Partners at få opfyldt de ønsker, som den danske forsvarsspiller har, og inden længe skal agentvirksomheden snakke fremtid med Chelsea.
Indtil videre har Chelsea og Andreas Christensen ikke forlænget den kontrakt, der udløber til sommer, og forhandlingerne har undervejs kostet danskeren spilletid.
KIN Partners har hovedsæde i London, og har blandt Ilkay Gündogan som klient, hvilket også virker nærliggende, eftersom Manchester City-spillerens onkel er en af de ansatte i virksomheden.