Abu Dhabi United Group: Bagom det revolutionerende ejerskab - 4. afsnit

I en email fra den 5. maj 2013 forklarer Simon Pearce, som vi stiftede bekendtskab med i seriens første afsnit, over for Yousef Al-Otaiba, hvordan det vil påvirke de offentlige relationer, hvis City Football Group vælger at købe New York City FC. "Nu hvor handlen er kommet ud i offentligheden, kan det komme til at skade projektet og ejerens omdømme yderligere, hvis vi udskyder beslutningen omkring købet af franchiset," skriver City-bestyrelsesmedlemmet (The Intercept).

 

I mailen opremser Pearce en række ulemper, hvor "Abu Dhabi/UAE's sårbarheder" vil blive bragt i spil og nævner dem i rækkefølgen: homoseksualitet, rigdom, kvinder og Israel. En anden ulempe, som nævnes, er, at ejerkredsen allerede er defineret af medierne, politikerne og samfundet som Abu Dhabi – og ikke som City Football Group.

 

Pearce beskriver desuden, hvordan muligheden for at forlade aftalen, vil være et "større tilbageslag for City Football Groups planer," og som bekendt mente Pearce og co. også, at fordelene ved at forfølge aftalen opvejede risikoen for at omdømmet ville lide skade, eftersom New York City Football Club to dage senere blev registreret i staten New York og dermed blev det nyeste franchise i den amerikanske MLS.

 

Og når man kigger på, hvordan Abu Dhabi er blevet modtaget i Manchester, forstår man godt, hvorfor de følte, at risikoen var værd at løbe. I 2013 indgik emiratet en £1 milliard stor aftale med kommunen i Manchester, som angiveligt sikrede, at Abu Dhabi ville fortsætte deres investeringer i England. The Guardian forsøgte at sikre sig oplysninger om aftalen, men kommunen afviste at udlevere dem, da der kunne opstå "en risiko for at skabe fordomme om de kommercielle interesser." 

 

Da Human Rights Watch og Amnesty International blev gjort opmærksomme på Manchester-kommunens tætte forhold til Abu Dhabi, skrev organisationerne til to af de vigtigste figurer i kommunen, Sir Richard Leese og Sir Howarrd Bernstein, for at bede dem om at "tage simple og principielle skridt, som ikke støttede seriøse overtrædelser af menneskerettighederne, og som sikrede, at Manchesters kommercielle forhold til ledende figurer i Abu Dhabi ikke ville tilsmudse kommunens omdømme."

 

Leese svarede tilbage og beskrev Abu Dhabis regering som "fremragende forretningspartnere," ligesom han sagde, at de påståede menneskerettighedsovertrædelser, som blev beskrevet i brevet, var uden for kommunens indflydelsesområde (Nicholas McGeehan). Ironisk nok blev Sir Howard Bernstein dog ansat som strategisk udviklingsrådgiver i Manchester City i november 2017 (Place North West).

 

Hvad, der desuden tilbydes i Pearces emails til Al-Otaiba, er et unikt indblik i Abu Dhabis motivation for at købe fodboldklubber. Som nævnt tidligere ønsker Pearce ikke, at medierne og den generelle offentlighed forbinder New York City FC med Abu Dhabis regering, men derimod med City Football Group, på grund af regeringens sårbarheder, som kan komme til at sætte Abu Dhabis forretningsinteresser på spil.

 

Disse sårbarheder er regeringspolitikker, der modstrider det progressive image, som City Football Group har opbygget, og som er nødvendige for, at firmaet kan fortsætte med at vokse. I Pearces øjne er de største problemer UAE's kriminalisering af homoseksualitet, dens ringe historik med kvinders rettigheder og dens manglende anerkendelse af Israel som stat.

 

Oveni er det yderst tvivlsomt, at ejerskaberne primært handler om at tjene penge. Fodboldklubber genererer nemlig ikke den størrelse overskud, som interesserer ejere som Al-Nahyan-familien. Mellem 2009 og 2014 havde Manchester City et nettotab på samlet set £491.3 millioner (£121.3 millioner i 2009/10, £197.5 millioner i 2010/11, £97.9 millioner i 2011/12, £51.6 millioner i 2012/13 og £23 millioner i 2013/14), og Abu Dhabi United Group betalte oveni omkring £210 millioner, da klubben blev købt tilbage i 2008. I 2014/15, 2015/16 og 2016/17 havde klubben ganske vidst et samlet nettooverskud på £32.2 millioner (Nicholas McGeehan), men hvis idéen er at skabe alternative indtægtskilder, går det ikke ligefrem efter planen.

 

Manchester City og de andre klubber, som City Football Group ejer eller medejer, sikrer derimod, at Abu Dhabi får fodfæste inden for magtcentrene, og at der bliver skabt en platform for yderligere forretningsmuligheder, som konsoliderer og styrker Abu Dhabis politiske indflydelse.

 

At bringe et diktatur ud i rampelyset er til gengæld en yderst risikofuld strategi, men Pearce har tre fremgangsmåder, hvorpå han håndterer de risici, som man løber med hensyn til UAE's omdømme. For det første præsenterer han klubbens nominelle ejer (Sheikh Mansour) som en rig og nådig forretningsmand frem for en magtfuld statsmand. For det andet oversvømmer han medierne med oplysninger om, hvor progressiv en regering UAE har. Og for det tredje angriber han troværdigheden eller motiverne hos grupper eller individer, som kritiserer UAE (The Intercept).

 

I en Second Captain-podcast har Irish Times-journalisten, Ken Early, beskrevet Manchester City som en "værtsorganisme," og når man kigger nærmere på, hvordan Abu Dhabi-lederne udnytter deres magt i udlandet, er netop den beskrivelse måske ikke helt ved siden af. 

 

I 2012 blev Mohamed bin Zayed af Pearce orienteret om, at han burde bede Englands premiereminister, David Cameron, om at stoppe, hvad Pearce beskrev som værende "islamistisk infiltration af BBC Arabic." Pearce rådede Mohamed bin Zayed til at forlange "hjælp (…) med især BBC" fra premiereministeren. Til gengæld for at bringe den engelske presse til tavshed, indikerer Pearces noter til Mohamed bin Zayed, at Cameron i stedet ville blive tilbudt lukrative militær- og olieaftaler for de britiske virksomheder.

 

Abu Dhabi har desuden investeret millioner i Washington DC, størstedelen af dem til tænketanker, ligesom man har fået den neo-konservative analytiker, Michael Rubin, til at skrive en artikel, hvor han stiller spørgsmålstegn ved troværdigheden ved Human Rights Watchs undersøgelse af tortur i UAE. Det blev klart i endnu en email, som Pearce har skrevet til Al-Otaiba. "Godt nytår!! Artiklen demonstrerer, at vi nu har opnået retten til at kræve mere af Human Rights-lobbyen," skrev Pearce.

 

I Frankrig har UAE derudover været ude efter at bemyndige de højreradikale, hvilket afsløres i bogen "Nos Trés Chers Émirs," som er skrevet af de franske journalister Georges Malbrunot og Christian Chesnot, hvor det nævnes, at UAE var klar til at støtte Marine Le Pens præsidentkampagne i 2015 med $2 millioner.

 

Og så er der Yemen. Abu Dhabi har spillet en nøglerolle i ødelæggelsen af et af verdens fattigste lande og bærer et betydeligt ansvar for den humanitære krise, som udspiller sig i landet lige nu. Den Saudi-ledede koalition har bombet skoler, hospitaler, bryllupper og begravelser, og ifølge United Nations har mere end 1000 af de 5000 døde civile siden marts 2015 været børn. I september 2015 kunne Amnesty International dokumentere "et mønster af angreb på tætbefolkede steder, herunder en moské, en skole og et marked, hvorefter Al-Otaiba sendte en email, som opridsede strategien for at begrænse de politiske følgevirkninger. "At være forsigtig, når militære mål udvælges – i det mindste midlertidigt," rådede Al-Otaiba, hvilket altså indikerer, at han var klar til at genoptage samme fremgangsmåde, når den politiske virak havde dæmpet sig. Mailen blev blandt andet sendt til Manchester Citys bestyrelsesformand, Khaldoon Al-Mubarak.