Abu Dhabi United Group: Bagom det revolutionerende ejerskab - 3. afsnit

I december 2009 slog FC Barcelona argentinske Estudiantes med 2-1. Pedro og Lionel Messi scorede målene, som sikrede catalanerne Klub VM-titlen. Pep Guardiola var manager for holdet, og efter opgøret kunne man finde ham grædende midt på banen på Zayed Sports City Stadium i Abu Dhabi. Han havde ført Barcelona til seks titler ud af seks mulige i kalenderåret 2009.

 

Hjemme i Barcelona var det et bittersødt øjeblik for Ferran Soriano. Spanieren havde været vicepræsident og ført tilsyn med klubbens økonomi fra 2003 til 2008, og klubbens rekord skyldtes ikke mindst de idéer, han havde udviklet under en politisk kampagne, som skulle sikre ændringer i bestyrelsen og på præsidentposten i FC Barcelona i 2003. Soriano har endda skrevet en bog, "La Pelota no entra por azar," (Bolden går ikke tilfældigt ind) hvor han argumenterer, at FC Barcelonas succes var resultatet af hans gode og kreative virksomhedsledelse.

 

I 2008 måtte Soriano opsige sin stilling i klubben efter politisk infight med præsident Joan Laporta, men forinden fik han en af sine mere ambitiøse idéer forpurret: at oprette en række satellitklubber i andre lande. I Barcelona, som er ejet af 143.000 stemmende fans, som primært er fra Katalonien og byen Barcelona, var det for stort et skridt.

 

Blandt dem, som overværede FC Barcelonas finalesejr ved Klub VM i 2009, var mændene bag Abu Dhabi United Group, og det er med deres støtte, at Soriano nu kan føre sine idéer ud i livet. Virksomheden hedder City Football Group og ejer eller medejer allerede seks klubber på fire kontinenter, og de langsigtede ambitioner er enorme: Man vil finkæmme verden for de bedste spillere og forme og slibe dem på de mest moderne akademier og træningsanlæg verden over, for derefter at sende spillerne videre til den bedste klub, virksomheden ejer.

 

Således lyder en simplificeret forklaring af Sorianos idé. Virksomheden er bare fire år gammel, men med hastige skridt er den ved at udvikle sig til en af de mest magtfulde krafter i fodboldverden.

 

Da Manchester City vandt Premier League i 2012, blev Sheikh Mansour beskyldt for at have "købt titlen for £1 milliard" – summen, han og resten af Abu Dhabi United Group havde smidt i klubben siden 2008. Det var Citys første mesterskab i 44 år, og voksne mænd græd, da Sergio Agüero scorede det afgørende mål i de døende sekunder af opgøret mod Q.P.R. i sidste spillerunde.

 

Abu Dhabi United Group havde formået at gøre det, de lovede, da de købte klubben i 2008, men sejren markerede samtidig enden på en æra. Efter sæsonen blev Financial Fair Play-reglerne introduceret af UEFA, og ejernes ambitioner om at vinde på både det fodboldmæssige og økonomiske plan led pludselig et gevaldigt knæk.

 

De havde brug for noget nyt, og her kommer Ferran Soriano ind i billedet. Da Soriano og hans gruppe af unge forretningsfolk i 2003 gjorde deres indtog i FC Barcelona, var klubben en underskudsforretning, men han formåede at skabe en positiv spiral med store investeringer, trofæer og endnu større indtægter. 

 

Soriano formåede at opbygge en global virksomhed i Barcelona, men han mente alligevel, at klubben havde mulighed for at blive til noget meget større end bare en klub i Barcelona. Under et foredrag på Birkbeck College i London i 2006 fortalte Soriano, hvordan han havde noteret sig, at de store klubber var gået fra at være organisatører af "lokale arrangementer såsom cirkusser" til at være "globale underholdsningsvirksomheder som Walt Disney." Hans tanke var, at de store klubber kunne lægge afstand til rivalerne, hvis de formåede at udnytte denne udvikling.

 

I Abu Dhabi United Group havde man lagt mærke den spanske forretningsmands idéer, og efter indførelsen af Financial Fair Play ledte Manchester City-ejerne efter en anderledes måde at drive klubben på. City-bestyrelsen allierede sig derfor med New York-advokaten, Marty Edelman, og i oktober 2011 fik han lokket Soriano til at møde ham på et Mayfair hotel i London.

 

I begyndelsen afviste Soriano tilnærmelserne fra The Citizens, fordi han forbandt Manchester med rivalerne fra United og var mistroisk over for det, han kaldte "den stereotype, rige ejer," men langsomt gik det op for den tidligere Barcelona-mand, at de to parter delte mange af de samme værdier. Den 1. september 2012 blev Soriano ansat som administrerende direktør i klubben.

 

To dage efter sin ansættelse rejste Soriano til New York for at skabe en ny fodboldklub. Det betød, at man skulle bygge et hold op fra bunden og betale £74 millioner for en plads i NFL, og med hjælp fra Edelman fik Soriano allieret sig med ejerne af baseball-holdet, New York Yankees: Hal og Hank Steinbrenner. Sidstnævnte er også fodboldfan, og ifølge Edelman tog det bare 15 sekunder at blive enige med Yankees-ejerne. Yankees fik 20% af aktierne og tilbød deres stadion som et midlertidigt hjem for klubben. Holdet blev døbt New York City Football Club, og i 2015 var klubben for første gang med i MLS. "Vores brand er perfekt, fordi det er "City," og vi ved, at vi kan tilføje det ord til enhver by," noterede Soriano sig om navnet på klubben, som Forbes i dag vurderer til at være £243 millioner værd.

 

I januar 2014 købte City Football Group 80 procent af aktierne den australske klub, Melbourne Hearts, for $12 millioner og omdøbte den til Melbourne City Football Club. I 2016 vandt klubben sit første trofæ nogensinde. "Det er ligesom at være et nystartet firma, som bliver købt af Apple," forklarede Scott Munn, der har været administrerende direktør i klubben siden 2009, hvor den blev grundlagt.

 

To måneder senere erhvervede City Football Group sig 20 procent af japanske Yokohama F. Marinos, og i 2017 var turen kommet til uruguyanske Atlético Torque – en andendivisionsklub, som blev grundlagt i 2007 og blev professionelle så sent som i 2012. Købet af den ukendte hovedstadsklub var bygget på statistisk analyse, som afslørede, at Uruguay er den største leverandør af professionelle fodboldspillere pr. indbygger – og det til trods for, at mange af de små klubber ofte sælger deres talentfulde spillere billigt, mens de stadig er teenagere. "Vi er store og kan holde på dem i længere tid, hvilket vil gøre dem endnu mere værdifulde," observerede Soriano.

 

City Football Groups seneste indkøb er spanske Girona Football Club. For den nette sum af £3.1 millioner købte virksomheden i sommeren 2017 44% af den nyligt oprykkede La Liga-klub, som sluttede på 10. pladsen i deres første sæson i den bedste, spanske række og undervejs besejrede mastodonterne fra Real Madrid med 2-1.

 

Til trods for de seneste seks års køb af fem fodboldklubber på fem forskellige kontinenter er Soriano og co. dog langt fra færdige. City-direktøren er overbevist om, at fodbold før eller siden bliver den største sport i hvert eneste land i verden, og hvor langt vil City Football Group så gå? "Vi er åbne. I Afrika har vi et samarbejde med et akademi i Ghana, og vi har kigget på muligheder i Sydafrika," har Soriano sagt til The Guardian. Derudover har City Football Group allerede et tæt samarbejde med Atlético Venezuela, som ligger i den venezuelanske hovedstad, Caracas, ligesom Soriano har nævnt Vietnam og Malaysia som muligheder. 

 

Og loftet for hvor mange klubber man kan eje? Ifølge Soriano ligger det på to-tre klubber pr. kontinent, og det næste køb kan meget vel blive kinesisk. I oktober 2015 besøgte Kinas fodboldelskende præsident, Xi Jinping, Etihad Stadium, og to måneder senere havde kinesiske investorer købt 13% af City Football Group for £265 millioner. Jinping ønsker, at Kina skaber 50.000 specielle fodboldskoler og laver 140.000 fodboldbaner, og Soriano ser det som en mulighed for at lære et utal af kinesiske børn at spille fodbold, hvilket "er meget større end forretningen i Manchester City." Det er således en påmindelse om, at City Football Group, som også har investeret $16 millioner i streetbaner i USA, er interesseret i hele fodboldsektoren – ikke bare i klubberne.

 

City Football Group er ikke de eneste, som ejer flere forskellige fodboldklubber verden, men en anden ting, der adskiller firmaet fra andre af samme slags, er, at City Football Group har skabt en fælles kultur i klubberne, som i nogle tilfælde endda går så langt som til at bære de samme lyseblå trøjer. Ifølge Fernando Pons, der er sportsforretningspartner i Deloitte, er det et eksempel på, hvad konsulenter har døbt "glocalistation," hvor man tager et globalt produkt og tilpasser det til lokale markeder.

 

Resultatet er, at fans af klubber som Girona eller New York City med stor sandsynlighed også bliver Manchester City-fans, og de reklamer, man ser for eksempelvis Nissan, SAP og Wix på Etihad Stadium, vil også blive set i Girona og New York. Samtidig vil spillerne i klubberne uden for sæsonen have mulighed for at benytte sig af de moderne og avancerede faciliteter, som er blevet bygget ved siden af Etihad.

 

Det, som imponerer Soriano mest, er dog, at spillerne har mulighed for at optræde for en lang række forskellige klubber. City Football Group har sandsynligvis allerede kontrakt på flere profesionelle fodboldspillere end nogen andre i verden, og tallet kommer kun til at vokse. Inspirationen kommer fra FC Barcelonas akademi, La Masia, men i stedet for at have de største talenter samlet et sted, kommer klubberne under City Football Group til at fungere som et netværk af akademier, der i sidste ende skal levere spillere til Manchester City.

 

– Hvis spilleren har topkvalitet, har han brug for at spille på et konkurrencedygtigt niveau for at udvikle sig. Det handler ikke kun om det tekniske aspekt, men også for pressets skyld. Det tilbyder U/21- eller U/19-turneringerne i England ikke, fordi kampene ikke spilles foran en masse tilskuere, og fordi der ikke er nok konkurrencedygtig intensitet. Når Spanien og Tyskland er meget bedre til at udvikle spillere, er det fordi klubber som Barcelona, Real Madrid og Bayern München alle har reservehold, som spiller i landets næst- eller tredjebedste række mod andre professionelle klubber – og ikke i seperate ligaer som i England. Hvis man træner en dreng, som har talent og er lovende, og som er 18 eller 19 år gammel, kan han træne med førsteholdet, men spille på andetholdet, hvor kampene er svære, og hvor man spiller foran 30.000 tilskuere, forklarer Soriano.

 

I England har man i stedet set, at klubber som Chelsea og Manchester City selv udlejer en masse af deres unge talenter til andre klubber. Problemet med dette er, at moderklubben mister kontrollen over spilleren i det øjeblik, at han bliver udlejet, og i mange af tilfældene bliver spillerne aldrig gode nok til at repræsentere moderklubben. Med City Football Groups netværk af klubber integreres de allesammen til at have samme spillestil, og det betyder, at Manchester City kan kontrollere præcist, hvad der sker med deres udlejede spillere.

 

Det betyder samtidig, at City Football Group kan få insiderviden om spillere, som på sigt kan blive gode nok til at repræsentere Manchester City. Hvis alt derfor går efter planen, kommer man eksempelvis til at se spillere skifte fra Atlético Torque til New York City og videre til Girona, inden de til sidst havner i Manchester City. På den måde kommer Manchester City til at "eje" de store talenter i satellitklubberne, selvom de officielt set tilhører de individuelle klubber, og man slipper således for at kæmpe med andre storklubber om de eftertragtede talenter.

 

Hvis det ikke lykkes at gøre spillerne gode nok til at optræde for Manchester City, kan der i stedet ske det, der skete for Aaron Mooy, som City i 2016 købte for £425.000 af Melbourne City. Mooy blev øjeblikkeligt udlejet til Huddersfield og solgt til selvsamme klub for £10 millioner året efter, hvorfor Manchester City alene på dette ene salg tjente næsten det samme, som man måtte betale for at købe Melbourne City.

 

At hyre Pep Guardiola havde hele tiden været en del af Sorianos store plan. En af hans første ansættelser i Manchester City var den tidligere FC Barcelona-sportdirektør, Txiki Begiristain, som er ansvarlig for at købe nye spillere og hjælpe med at vælge trænere. "Vi tog med det samme kontakt til Pep, fordi Pep var den bedste træner i verden." Guardiola var lige stoppet i Barcelona og var besluttet på at holde et sabbatår i New York. "Så vi sagde: 'Okay, kom hertil næste år.' Og næste år sagde han: 'Beklager, jeg vil til Bayern München,' så vi sagde: 'Okay, kom hertil om tre år'. Og det gjorde han," siger den magtfulde City-direktør.

 

Guardiolas primære rolle var at gøre Manchester City til det, Soriano kalder en "nummer et klub". Ifølge spanieren er det en klub, som gennemsnitligt vinder et trofæ hver sæson, og som har muligheden for at vinde Premier League og spille semifinale i Champions League, når kalenderen siger april.

 

Men en implicit del af Guardiolas job var ligeledes, at han skulle opbygge noget, som kan vise sig at være endnu mere værdifuldt: en genkendelig og underholdende spillestil hos alle City Football Groups klubber. Det betyder, at samtlige spillere ved, hvordan de skal spille Guardiolas form for fodbold, og på den måde kunne skifte mere gnidningsfrit mellem klubberne.

 

Det betyder også, at kvaliteten hos spillerne ikke nødvendigvis er afgørende. "Man kan ikke spille den samme fodbold i New York som i Manchester på grund af spillerne. Hvad, vi har til fælles, er en filosofi om at spille, hvad vi kalder 'smuk fodbold' – det offensive spil, forsøge at have boldbesiddelse, skabe chancer, score mål og spille attraktiv fodbold. Niveauet vil være forskelligt, men filosofien vil være den samme," har den tidligere New York City FC-manager, Patrick Vieira, forklaret. 

 

Mens City Football Group vokser, og dens indflydelse er blevet til at føle på over hele verden, er rivalerne begyndt at frygte virksomhedens størrelse. Da man købte Girona i sommeren 2017, reagerede den spanske La Liga-præsident, Javier Tebas, ved at beskylde Girona for at fordreje detaljer i fem lejeaftaler med spillere fra Manchester City. Girona blev nødt til at øge spillernes værdi i klubbens regnskab, hvilket efterlod Girona med fire procent mindre at bruge på spillerlønninger.

 

På en Soccerex-konference i september 2017 var Tebas atter efter Manchester City, da han beskyldte klubben for at omgå reglerne ved at tage imod statsstøtte i form af sponsoraftaler med offentlige virksomheder i Abu Dhabi. UEFA afviste anklagerne, men den vokale fjendtlighed fra lederen af en liga, som er domineret af Real Madrid og FC Barcelona, der er medlemskontrolleret og derfor ikke kan udvide på samme måde som Manchester City, viser, at de spanske klubber føler sig truede.

 

Tebas' beskyldninger om at City bruger deres muskler til at skubbe til de reguleringsmæssige grænser kommer dog ikke uden grundlag. I 2014 straffede UEFA klubben med en bøde på 20 millioner euro for at overskride Financial Fair Play-reglerne, og den australske liga introducerede i 2016 nye transferregler som følge af, at Manchester City købte en lokal spiller ved navn Anthony Cáceres. Klubben overbød australske klubber ved at betale en transfersum for spilleren, hvorefter man udlejede ham til Melbourne City.

 

Siden da er adskillige historier, som kan være med til at skade Manchester Citys, City Football Groups og ikke mindst Abu Dhabi United Groups image, kommet ud i forbindelse med det store læk fra Football Leaks, og spørgsmålet er, hvad der vil ske med projektet i fremtiden, hvis arbejdet fortsætter med at blive gjort på samme måde som indtil nu? Og om det overhovedet kan fortsætte, hvis Abu Dhabi United Group på et tidspunkt vælger at sælge klubben?

 

Artiklen er primært udarbejdet på baggrund af materialet i The Guardians "Manchester City's plan for global domination."