Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Årets kåringer: Her er sæsonens tre bedste indkøb

Af Morten Bruun Jørgensen
27.07.2020 Kl. 08:58
Vi har udpeget de tre bedste indkøb, der er blevet foretaget siden sidste sommer i Premier League.

Når man snakker om de bedste signings denne sæson, er det svært at komme udenom Bruno Fernandes, der siden sin ankomst til Manchester United i januar har haft enorm betydning for De Røde Djævle.

Men portugiseren bliver alligevel akkurat overhalet på listen over de bedste signings siden sidste sommer.

Her er vores bud på de tre bedste indkøb i Premier League denne sæson.

3. Bruno Fernandes
I januar blev den portugisiske landsholdsspiller hentet til Manchester United for et indledende beløb på £47 millioner, og De Røde Djævle er nok bare bitre over, at klubben ikke hentede midtbanespilleren allerede sidste sommer, for han har været vital i klubbens jagt på en placering i top fire. I 14 ligakampe er det blevet til otte scoringer og syv assists, og derudover har han været medvirkende til, at Uniteds spil har været langt mere flydende og kreativt det seneste stykke tid.

2. Danny Ings
Sidste sommer betalte Southampton i omegnen af £20 millioner for at hente den engelske angriber i Liverpool, og det må være en af de bedste handler, som den sydengelske klub har lavet i rigtig lang tid. For Ings har spillet en fænomenal sæson, hvor han sluttede som nummer to på topscorerlisten i Premier League. Det blev til 22 scoringer, hvilket er utroligt imponerende for en spiller, der optræder for et midterhold. Hans betydning for The Saints har været kolossal, og uden ham kunne klubben måske aldrig være kommet tilbage efter den sløje tid i efteråret.

1. Raúl Jiménez
Sidste sommer købte Wolves ham permanent for omtrent £35 millioner, og det har vist sig at være en helt fantastisk handel. Den mexicanske angriber har været en af sæsonens bedste angribere, hvor han både har bidraget med mål og assists. 17 mål og seks assists er flotte tal. Ydermere har han været en sublim spilstation, mens han også altid arbejder hårdt i holdets tjeneste. 

Honourable mentions: Dean Henderson, Youri Tielemans, Allan Saint-Maximin

Annonce