Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Åh nej: Bournemouth-profil misser resten af sæsonen

Af Morten Bruun Jørgensen
06.12.2018 Kl. 14:30
Lewis Cook kommer ikke til at spille mere fodbold i denne sæson, da han har pådraget sig en alvorlig knæskade.

Tirsdag den 4. december 2018 er formentlig ikke en dag, som Lewis Cook nogensinde vil huske tilbage på med glæde.

Den 21-årige midtbanespiller pådrog sig en alvorlig knæskade i Premier League-kampen mod Huddersfield, og efterfølgende er han blevet undersøgt af klubbens lægestab for at finde ud skadens omfang. Det har desværre vist sig at være dårligt nyt for englænderen.

Lewis Cook, der har spillet i 13 af de første 15 ligakampe for Bournemouth denne sæson, har revet det forreste korsbånd over i højre knæ, og der venter ham en pause på mellem seks og ni måneder. Derfor er sæsonen slut for den talentfulde Bournemouth-spiller.

– Vi er alle knuste på vegne af Lewis. Det er et stort slag for en meget talentfuld spiller, som har været en meget vigtig del af vores hold de seneste 18 måneder. Men Lewis er en stærk karakter, som blot skal kigge rundt i omklædningsrummet for at få inspiration til at komme stærkere tilbage, fortæller Bournemouth-manager, Eddie Howe, til klubbens hjemmeside.

Tidligere har også Callum Wilson været ramt af en korsbåndsskade, men den engelske angriber er kommet endnu bedre tilbage, og han har i denne sæson scoret otte gange.

Annonce