92 kampe tilbage: Alle Premier League-opgør kan blive vist i TV
På nuværende tidspunkt står 47 ud af de resterende 92 Premier League-kampe til at blive vist på TV. Men der arbejdes på at gøre alle kampe tilgængelige på fjernsyn.
London Evening Standard skriver således i dag, at Premier League arbejder intenst på, hvordan man kan vise alle de resterende kampe, der med al sandsynlighed kommer til at blive spillet bag lukkede døre, for de fodboldhungrende fans i fjernsynet.
Sky Sports og BT Sport står til at dele 47 af de resterende kampe, men avisen erfarer, at Premier League er i forhandlinger med blandt andre BBC og Amazon om at vise de resterende 45 opgør.
Hvis kampene kommer til at blive sendt på britisk fjernsyn, kan der også opstå en mulighed for, at danskerne kan komme til at se alle 92 kampe fra Premier League.
Indtil videre er der dog endnu ikke indgået en aftale – ligesom det også fortsat er uvist, hvornår Premier League-sæsonen bliver genoptaget.