7 stjerner der har spillet for både Arsenal og City
Lørdag aften brager Arsenal og Manchester City sammen i FA Cuppens ene semifinale.
Det er samtidig et specielt møde for “Gunners”-træner Mikel Arteta, der står over for sin tidligere arbejdsgiver og sin læremester, Pep Guardiola.
Det har givet os anledning til at kigge lidt på nogle af de, der har prøvet at spille for begge klubber.
Det er der nemlig en interessant samling spillere, der har:
Nicolas Anelka
PSG, Real Madrid, Juventus, Liverpool, Chelsea og Fenerbahce, adskillige mesterskaber, to Champions League-titler og både skæg og ballade undervejs. Hvor skal man næsten begynde med Nicolas Anelka? Den stærke angriber har repræsenteret et hav af storklubber og således også både Arsenal og Manchester City. Fransk fodbolds enfant terrible vandt Premier League med førstnævnte i 1998.
Emmanuel Adebayor
Endnu en kontroversiel figur i engelsk og international fodbold. Adebayor spillede i Arsenal fra 2006 til 2009 men kom siden til Tottenham, hvilket nok ikke hjalp på den i forvejen beskedne popularitet. Ind i mellem de to North London-klubber spillede togoleseren for Manchester City. Trods en alder på 36 år er angriberen stadig aktiv – dog pt uden klub.
Samir Nasri
Den lille offensivspiller var tre år hos Arsenal, inden turen gik videre til Manchester City, med hvem han vandt to Premier League-titler. Franskmanden kan heller ikke sige sig fri for kontroverser, da han blandt andet har en dopingkarantæne og et uskønt landsholdsexit på cv’et.
Gael Clichy
Arsenal fra 2003 til 2011. Manchester City fra 2011 til 2017. Gael Clichy har været en del af to meget succesfulde hold, hvilket tre Premier League-titler, en FA Cup og to liga cup-triumfer også vidner om.
Kolo Touré
Kolo Touré har hele to gange opnået at gå ubesejret igennem en sæson. Med Celtic i 2016-17 og med Arsenal i 2003-04. Dertil kommer, at han spillede fire år for “the Citizens” og vandt endnu et mesterskab med dem.
David Seaman
I 13 år stod han mellem stængerne på Highbury og hjalp klubben til tre mesterskaber, fire FA Cups og en liga cup. Englands mangeårige førstemålmand er en sand Arsenal-legende, men han sluttede faktisk karrieren på bedste Peter Schmeichel-manér med et ophold i Manchester City.
Patrick Vieira
Den er god nok. Patrick Vieira har været begge steder. Arsenals kaptajn op gennem første halvdel af 00’erne sluttede karrieren på bedste David Seaman-manér med en tur til den lyseblå Manchesterklub.