522 millioner: Barcelona-stjerne afviste Manchester United
Både Manchester United og Aston Villa afgav i januars transfervindue et bud på 522 millioner kroner på FC Barcelonas Fermin Lopez.
Det var dog spilleren selv, der takkede nej til et skifte.
LÆS OGSÅ: Afviste Serie A: United-stjerne vil til Saudi-Arabien
Sådan skriver den catalanske sportsavis Sport.
Lopez forklarede som årsag, at han ikke havde i sinde at forlade FC Barcelona på nuværende tidspunkt af sin karriere, og at han er fuldt ud fokuseret på at blive en stor succes på det catalanske mandskab.
Den 21-årige Lopez er et produkt af Barcelonas ungdomsakademi, hvor han huserede, indtil han slog gennem på klubbens førstehold.
Lopez ønsker at bringe Blaugrana tilbage til toppen af spansk og europæisk fodbold, og man kan sagtens forestille sig, at han kommer til at tilbringe en overvejende del af sin karriere hos sin nuværende arbejdsgiver.
FC Barcelona befinder sig desuden i en stærk forhandlingsposition, idet Lopez’ aftale først udløber i sommeren 2029.
Villa havde mest travlt i vintervinduet i Premier League, hvor man gjorde Marcus Rashford til en af de fem tilgange på Villa Park.
Rashford er skiftet til klubben på en lejeaftale med en købsoption på 358 millioner kroner.
Donyell Malen, Andres Garcia, Marco Asensio og Axel Disasi har desuden også tilsluttet sig klubben i det netop overståede transfervindue.
Manchester United afskibede Rashford og Antony for at reducere lønudgifterne, mens danske Patrick Dorgu blev vinterens eneste tilgang.

















