Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

5 ting Arsenal skal være forberedt på mod Milan

08.03.2018 Kl. 08:45
LÆS OGSÅ: BENDTNERS DYRE LEJLIGHED

AC Milan mod Arsenal i ottendelsfinalen af Europa League. Det klinger en anelse hult, for to så historisk store hold tørner sædvanligvis ind i hinanden i mestrenes turnering. 

Det siger selvfølgelig noget om den udvikling, de to hold har gennemgået den seneste årrække, hvor AC Milan i særdeleshed er faldet langt og længe fra den europæiske top. 

Men siden tilkomsten af træner og klublegenden Gattuso er AC Milan kommet ind i en god stime, så på papiret bliver det ikke en formalitet for Arsenal at slå det italienske hold –  og da slet ikke med den form, som Arsenal i øjeblikket viser. 

Derfor har FourFourTwo gennemgået fem nøglepunkter,  som Arsenal bør være beredt på, hvis de skal trække sig sejrrigt fra San Siro i aften.

5. Gattuso må ikke undervurderes

Gattuso har ikke haft nogen stor karriere som træner hidtil, og hans stil som spiller vækker ikke store tanker eller associationer om hans taktiske evner på sidelinjen.  De fordomme har Gattuso dog formået at mane til jorden.

– I snakker altid om, hvor bidsk og temperamentfuld, jeg er, men jeg er ikke bare blevet tildelt min trænerlicens – jeg måtte læse for den, har Gattuso tidligere udtalt.

Og noget må han have lært.  Gattuso var i hvert fald hurtig til at skifte Milans system til en 4-3-3, hvilket har fået holdets kreative spillere til at blomstre op. 

Men det vigtigste, Gattuso har gjort, er måske at indpiske passion og holdånd ind i spillerne, der alle virker glade for deres træner – og gerne viser det efter kampene og under deres jubelscener. 

4.  Bonucci dirigerer en stærk defensiv

Foruden et frisk pust på trænerfronten ville Milan ikke være nået finalen i pokalturneringen og kæmpe om fjerdepladsen i Serie A, hvis ikke det var fordi, holdet havde det defensive fundament velstøbt.

Det må i høj grad tilskrives Leonardo Bonucci, der overraskende skiftede til klubben fra ærkerivalerne Juventus i sommer.  Han – og resten af Milan-holdet – havde en svær opstart på sæsonen, men efter Gattuso blev udnævnt som træner, er Bonucci vænt tilbage til sin vanligt høje standard.

Det ses. I de sidste otte kampe har AC Milan holdt buret rent i syv, og det har været mod velspillende hold som eksempelvis Lazio og Roma. 

3.  Liverpool-floppet, der har fundet formen

Det er ikke uden grund, at Suso nu bliver kædet sammen med et skifte tilbage til Liverpool.  Sidste sæson scorede Suso syv mål og assisterede 9,  og sammen med resten af Milan-holdet er han nu atter ved at finde formen fra sidste sæson. 

2.  Milan ulmer af talent

Hvor Milan måske tidligere har haft en tendens til at lade aldrende legender spille til langt over deres udløbsdato, har de i nyere tid haft stor succes med at lade egne talenter få chancen på førsteholdet.  Donnarumma er det bedste eksempel, og allerede nu, trods en alder på blot 19 år,  er det en klassemålmand, som Arsenal i dag skal forsøge at score på.

I den anden ende er det 20-årige Patrick Cutrone, Arsenal skal være opmærksom på. Angriberen har i syv Europa League-kampe scoret fire mål og udvist kliniske afslutningsevner i modstanderens felt. 

1.  Milan mangler hurtighed

Suso, Cutrone og Calhanoglu har masser kvaliteter, men hurtighed er ikke én af dem.  Derfor kan Arsenal med fordel stille med en høj forsvarslinje, der presser Milan tidligt i opspillet, for der er ikke megen fare for, at Arsenal bliver snigløbet bagom. 

Annonce