44 dages fiasko og en "svinsk" genistreg: Sådan skabte Clough historiens vildeste oprykkerhold
I denne artikelserie dykker vi nærmere ned i Brian Cloughs trænerkarriere.
Del 2: Historiske triumfer med Tricky Trees
Efter at have tabt magtkampen med bestyrelsen i Derby County, var Brian Clough og assistenten Peter Taylor nødt til at trykke på ”reset” knappen.
Den dynamiske duo havde nemlig ikke noget nyt job på hænderne og måtte nøjes med en tjans i 3. divisionsklubben Brighton & Hove Albion. Med sig til sydkysten tog de det meste af Derbys ”back room staff”, der loyalt udvandrede fra Baseball Ground sammen med deres foresatte.
Trofaste Gordon
Blandt disse medarbejdere var blandt andre assistenten Jimmy Gordon, som Clough og Taylor begge satte meget stor pris på. Gordon var oprindeligt minearbejder fra West Lothian-området uden for Edinburgh. Han fik som 20-årig chancen for at blive professionel fodboldspiller i Newcastle i 1935 og stoppede ikke som aktiv før næsten 20 år senere. I den sidste del af karrieren spillede Gordon for Middlesbrough og tog sig omsorgsfuldt af klubbens unge folk, blandt andre den 20 år yngre rookie Brian Clough. Clough glemte aldrig den gamle skotske minearbejder og gav ham ansættelse i trænerstaben i Derby County.
Den indbyrdes rollefordeling mellem Clough og Taylor var ret klart defineret. Sidstnævnte tog sig af de overordnede strategiske linjer, her under scouting og rekruttering af spillere, der passede ind i konceptet. Clough var mestertaktikeren, der med sin pågående og krævende mandskabsbehandling pressede de optimale præstationer ud af sin trup. Taylor byggede spillerne op fra grunden, mens Clough sleb dem til som topprofessionelle. Brian Clough karakteriserede selv makkerskabet således: ”Jeg er butikkens udstillingsvindue, og Peter er varerne omme bagved.” I det system blev Jimmy Gordon en ekstremt vigtig ”buffer”. Det tredje ben på taburetten, om man vil. Gordons rolige væremåde og empatiske omgangsform med spillerne fungerede som en slags ventil, der holdt skibet flydende og på ret kurs, ikke mindst når temperamentsfulde Brian Clough havde suset igennem omklædningsrummet som en orkan af skældud, sarkastiske bemærkninger og opildnende peptalks.
44 dage i Leeds og så til Sherwoodskoven
Efter en meget ringe sæson i Brighton fik Brian Clough kontrakt med sine tidligere ærkerivaler Leeds United. Det intermezzo er der skrevet tykke bøger om. Her skal blot anføres, at engagementet varede i 44 smertefyldte dage. Og at Clough agerede så tåbeligt, han overhovedet kunne, ved fra starten at vende de rutinerede spillerprofiler imod sig. Og at Clough købte trofaste John McGovern med sig til Elland Road, hvilket skotten hurtigt bitterligt fortrød. Og endelig at Peter Taylor havde lugtet lunten og klogt fravalgte at tage med til Leeds. Parret blev dog genforenet i Nottingham Forest i 1976. Uundværlige Jimmy Gordon fulgte også med. Dermed havde Robin Hoods by fået en ny sherif. Eller tre af slagsen.
Nottinghams forudsætninger lignede rigtigt meget dem, der havde gjort sig gældende i Derby i 1967. Efter at have ført en elevatortilværelse i en årrække var Forest strandet ubehjælpsomt i den tunge ende af 2. division. Økonomien var sløj, og spillermaterialet en blandet landhandel.
Peter Taylor kom atter på arbejde. Han spottede midtbanetalentet Tony Woodcock på andetholdet og anbefalede ham til en fast førsteholdsplads – som angriber. Taylor medvirkede også til at få wingen John Robertson på rette spor. Robertson var på det tidspunkt overvægtig og uden selvtillid, men med det rette ”man-management” tabte skotten sig kraftigt og fik gang i en hensygnende karriere. Ligesom tilfældet havde været i Hartlepool og i Derby ryddede Clough og Taylor grundigt ud i truppen og fandt efterhånden et holdbart fundament. På backpladserne rådede Forest over et meget forskelligt par. Den elegante, sorte Viv Anderson, der blev den første farvede spiller på det engelske landshold, huserede i højre side. Og den solide, rutinerede og langt mere defensivt orienterede Frank Clark til venstre. I centerforsvaret investerede Clough i den kæmpestore, tidligere Liverpool- og Coventryspiller, Larry Lloyd. På midtbanen satte manageren den tidligere Manchester City-wing Ian Bowyer ind som central slider, mens der atter blev plads til loyale John McGovern som holdets balancespiller og anfører. På fløjene var der oplagt udviklingspotentiale i førnævnte John Robertson på venstrekanten og den hurtige nordirske wing Martin O’Neill på højre. Til angrebet hentede Clough, på Taylors anbefaling, ”den Store Vandringsmand”, centerforwarden Peter Withe i Birmingham City. Kimen var lagt til et vinderhold.
Oprykkerne blev mestre
Efter et tilløb på et par sæsoner sikrede Forest sig oprykning til 1. division på et knebent mandat og kun et point foran Bolton Wanderers i 1977. Det gav det nødvendige blod på tanden. Clough købte et par gamle kendinge: Archie Gemmill og John O’Hare fra Derby. De tilførte det i forvejen ganske erfarne hold yderligere rutine og rygrad. Begge havde medvirket til, at Derby atter vandt det engelske mesterskab i 1975 efter et ekstremt tæt race i toppen. Købet af prøvede kræfter var en logisk del af Cloughs forsøg på at ruste sit hold til nye horisonter. Mere overraskende var det, at Nottinghammanageren derefter hentede Birminghams topscorer, Kenny Burns. Skotten havde ry for at spille svinsk og have vanskeligt ved at styre et heftigt drikkeri. Havde Forest nu også behov for flere angribere? Købet af Burns blev lidt af en genistreg. Clough viste atter sit sikre blik for mulige omskolinger, og placerede den jernhårde Burns i sit centrale forsvar som makker til Larry Lloyd. I de næste to sæsoner optrådte Burns sobert og med stor autoritet (om end det ret så barske spil fortsatte med at være en del af hans image). Han erobrede endda en plads i midterforsvaret på det skotske VM-hold i 1978.
Endelig – og nok så vigtigt – fik Clough råd til at sende en rekordsum på 325.000 pund til Stoke City for landsholdsmålmanden Peter Shilton, der blev en helt essentiel brik i Forests samlede puslespil. Oprykkerne startede som lyn og torden med tre sejre i træk. Den tredje var på 3-0 over Derby County på City Ground, hvilket utvivlsomt frydede Clough/Taylor usigeligt. Et nederlag på 0-3 på Highbury mod Arsenal stoppede dog ingenlunde Forest. Efter syv sejre og to uafgjorte i de næste ni opgør kom der lidt sand i maskineriet med nederlag til Chelsea og Leeds i november. Men selvtilliden var ikke desto mindre intakt. Brian Clough havde på rekordtid skabt en velsmurt Nottingham-maskine, der kørte driftssikkert og ufortrødent på. Den defensive base var nærmest umulig at nedbryde, og på hurtigt og direkte fløjspil sikrede Forest sig de nødvendige chancer for at vinde de tætte kampe.
Mange havde forventet, at Bob Paisleys Liverpool ville sætte en effektiv stopper for opkomlingenes raid igennem 1. division, men det skete ikke. I de to indbyrdes opgør kværnede Forests defensiv og slidstærke midtbane Liverpools sprudlende offensiv. The Reds kunne ikke opnå mere end to uafgjorte. Nottingham stormede videre, og efter nederlaget til Leeds i november tabte Cloughs drenge ikke i de resterende 26 ligakampe! Det rakte til et overbevisende og fuldkommen sensationelt engelsk mesterskab.
Umættelige Nottingham triumferede også i Liga Cup turneringen. I finalen beviste Forest sin nyvundne status som Liverpool FC’s nemesis og hademodstander. I to tætte opgør tog the Tricky Trees pokalen i omkampen på Old Trafford på et straffesparksmål af John Robertson.
Tredje og sidste del udkommer senere lørdag.
