375 millioner: United vil byde på brasiliansk profil
Sommerens transfervindue kommer til at byde på travlhed hos Manchester United.
Det er der mere og mere, der tyder på efter Sir Jim Ratcliffes indtog. For den britiske milliardær har store planer for Manchester United, og det skal udmunde sig i nye indkøb.
Især det centrale forsvar kan stå over for en del ændringer, og nu kan The Mirror fortælle, at Manchester United vil byde på den brasilianske midtstopper Bremer.
For nylig kunne inews.co.uk fortælle, at Juventus-spilleren var på blokken hos Manchester United, og at han har en frikøbsklausul på 375 millioner kroner i sin kontrakt med den italienske storklub.
Nu lyder det så fra The Mirror, at Manchester United har tænkt sig at udløse den frikøbsklausul og forsøge at overbevise Bremer om, at han skal tage til Manchester.
Til sommer har både Raphael Varane og Jonny Evans kontraktudløb hos Manchester United, og der er især ingen indikationer på, at Varane forlænger sin aftale.
27-årige Bremer skiftede for to år siden fra Torino til Juventus, og han har sidenhen været fast mand for Serie A-mandskabet.
I denne sæson er han noteret for 29 kampe for Juventus.