37-årige Vardy netter i Leicester-comeback
Mandag aften skulle den første Premier League-runde nå til vejs ende, og det skete med et opgør mellem Leicester og Tottenham på King Power Stadium.
Hjemmeholdet havde tre danskere i startopstillingen i form af Mads Hermansen, Victor Kristiansen og Jannik Vestergaard.
Særligt førstnævnte leverede en mere end fin kamp, hvor han sørgede for blot at lukke et mål ind i kampen, mens Jamie Vardy stod for Leicesters eneste mål i kampen. Opgøret endte derfor 1-1.
Leicester er tilbage i Premier League.
Og det var, som om, The Foxes lige skulle vænne sig til et noget højere niveau, for Tottenham udspillede dem slet og ret i løbet af første halvleg.
Det blev også til et mål efter omtrent en halv times spil, hvor Pedro Porro, der pudsigt nok fik sin debut for Tottenham i netop Leicester, bragte Ange Postecoglous mandskab foran.
Der var debut til Dominic Solanke, som er blevet hentet til klubben for et rekordstort beløb. Han er at regne som en egentlig afløser for Harry Kane, der forlod klubben til gengæld for Bayern München i sommeren 2023.
Leicester kom noget bedre ud til anden halvleg, og efter 12 minutters spil heraf gav det forbedrede spil pote. 37-årige Jamie Vardy bragte balance i regnskabet og meldte således sin entré tilbage til Englands bedste række på fornem vis.
Der var også optræk til flere store chancer for Leicester, og Vardy burde nok have omsat en af disse til et mål.
I midten af anden halvleg kom der et længevarende spilstop, da Rodrigo Bentancur faldt til jorden efter en duel ved et hjørnespark.
Efter det længerevarende spilstop fandt Tottenham tilbage til sit momentum, og et væld af hjørnespark var med til at understrege et billede af, at udeholdet befandt sig en del på banens sidste tredjedel.
Grønt lys: Barcelona går videre med Tottenham-signing
Fru Fortuna var ikke helt på Tottenhams side, hvad angik skader denne mandag. Mod slutningen af kampen haltede Pedro Porro også rundt, og det førte til, at han lod sig udskifte.
Dominansen i første halvleg til Tottenham udlignede sig bredt set over anden halvleg, og kampen kunne være tippet begge veje.
Med ni minutters forlænget spilletid – som følge af spilstoppet i forbindelse med Bentancurs hovedskade – var der tid til at lande en sen scoring.
Opgøret bød dog imidlertid blot på to scoringer, og dermed måtte Tottenham indkassere sæsonens første pointtab, som nok kunne have været undgået.



















