2,1 milliarder: Chelsea tæt på kæmpesalg
Chelsea er blevet enig med Villarreal om at sælge Renato Veiga.
Handlen kan nå op på 224 millioner kroner, og det betyder, hvis salget går igennem, at Chelsea vil have solgt spillere for 2,1 milliarder kroner.
Det skriver BBC Sport.
I alt har klubben solgt 11 spillere, mens man har hentet ni nye spillere ind i, hvad der har været et forholdsvist travlt transfervindue.
Det største salg var af Noni Madueke, der skiftede til Arsenal for 414 millioner kroner, mens João Félix blev solgt til Al-Nassr fra Saudi-Arabien for 377 millioner kroner.
Den 22-årige Veiga ventes at skrive under på en syv år lang kontrakt med Villarreal, hvor han vil gennemføre det obligatoriske lægetjek torsdag.
Den portugisiske landsholdsspiller er kommet i overskud under cheftræner Enzo Maresca, der placerede ham som en del af de udstødte spillere forud for denne sæson.
Med et salg af Veiga til den påståede pris, vil Chelsea stå til en større fortjeneste, da han skiftede til klubben fra FC Københavns europæiske modstander i Champions League, FC Basel, for 103 millioner kroner i 2024.
En del af den forgangne sæson tilbragte Veiga på en lejeaftale hos Juventus, mens Atlético Madrid tidligere i transfervinduet viste stor interesse for forsvarsspilleren.
Derudover forsøger man at sælge spillere som Nicolas Jackson, Christopher Nkunku, Axel Disasi, Ben Chilwell og Raheem Sterling.
Det er ikke kun afgange, der kan ske hos Chelsea i den afsluttende fase af transfervinduet. Klubben er også på jagt efter en aftale med Alejandro Garnacho fra Manchester United og Xavi Simons fra RB Leipzig, inden transfervinduet lukker den 1. september.
Samtidig forlyder det, at stjerne nu har skrevet under med Liverpool. Læs mere her.


















