190 centimeter som 12-årig: To engelske storklubber følger ham tæt
Vi husker alle billederne af en ung Romelu Lukaku, som ragede en halv meter op over sine modstandere i ungdomsårene, hvor han allerede havde udviklet en god fysik. Nu kan en lignende historie være på vej.
Det drejer sig om den blot 12-årige El Chadaille Bitshiabu, som til daglig spiller ungdomsfodbold i Paris Saint-Germain. Det er der som sådan ikke noget usædvanligt over. Det er bare ret svært at overse El Chadaille Bitshiabu, når han spiller fodbold med sine jævnaldrende.
Den unge forsvarsspiller måler nemlig allerede 190 centimeter, og dermed er han højere end dygtige Premier League-forsvarere som Jan Vertonghen, Cesar Azpilicueta og Eric Bailly.
Foruden sin imponerende højde besidder forsvarsspilleren, som må være noget af en håndfuld for modstanderne ved standardsituationer, også en ganske habil teknik, og disse ting har medført, at der er interesse for den 12-årige dreng.
Ifølge den franske avis, Le Parisien, er både Barcelona, Manchester City og Arsenal meget opmærksomme på El Chadaille Bitshiabu, som sidste sommer underskrev en etårig kontrakt med Paris Saint-Germain.
Den kontrakt udløber til sommer, men Paris Saint-Germain vil meget gerne tilbyde forsvarsspilleren en ny kontrakt.
Ifølge El Chadaille Bitshiabus far, Willy Bitshiabu, er penge ikke et tema for den unge Paris Saint-Germain-spiller.
– Jeg ved ikke, hvad min søn vil gøre i næste sæson. Det giver os stolthed at se ham udvikle sig i Paris Saint-Germain, og vores prioritet er skolen og dens træning. Penge er ikke noget vi tænker på. Jeg vil gerne se ham fortsætte sin fremgang, fortæller Willy Batshuayi til den franske avis.
El Chadaille Bitshiabu kan tilsyneladende forvente at blive endnu højere i løbet af de kommende år. Undersøgelser har vist, at han forventes at blive to meter høj. Det diskvalificerer ham dog ikke automatisk fra topfodbold. Per Mertesacker, som har haft en lang karriere i Arsenal, måler 198 centimeter.