1,7 milliarder: Lamine Yamal i chokskifte?
Lamine Yamal er hurtigt blevet et af de største talenter i hele fodboldverdenen.
I sommeren 2024 var han med til at vinde guld med det spanske landshold til EM-slutrunden i Tyskland, og han står allerede nu noteret for 65 målbidrag for FC Barcelona.
I år vandt han Kopa-trofæet, og som 18-årig endte han som nummer to ved Ballon d’Or-ceremonien kun overgået af Ousmane Dembélé.
Tidligere er Lamine Yamal blevet sat i forbindelse med Paris Saint-Germain, og den franske hovedstadsklub skulle være så forelsket i den unge spanier, at man er klar til at smide 1,7 milliarder kroner på bordet.
Sådan lyder meldingen fra Defensa Central.
Lamine Yamal kan overgå Neymar
Det vil gøre ham til den dyreste spiller nogensinde og vil således overgå Neymars hidtidige rekordsum på 1,6 milliarder kroner, da han foretag det samme skifte tilbage i 2017.
Dengang havde FC Barcelona ikke noget valg i forhold til et salg af Neymar, da hans frikøbsklausul blev aktiveret.
I Yamals tilfælde lyder frikøbsklausulen dog på 7,5 milliarder kroner, og så meget er PSG endnu ikke villig til at give.

Svær beslutning i vente
Uanset hvad, står FC Barcelona overfor en svær beslutning, skriver mediet.
Samtidig skal spillerens synspunkt inddrages i sagen, da han ikke bliver solgt, uden at han selv ønsker det.
Da han allerede nu blomstrer som teenager i storklubben, er der stor sandsynlighed for, at han ikke ønsker at skifte nogen steder hen.
Men det får ikke PSG-præsident, Nasser Al-Khelaifi, til at give op, og han vil fortsætte med at presse på for hans underskrift helt frem til slutningen, lyder det.
Samtidig forlyder det, at Jude Bellingham kan være på vej mod sensationelt skifte til Premier League. Læs mere her.
Danmark møder Europas mest uønskede land i VM-kvalen
Hviderusland/Belarus er, af uransagelige årsager, ikke udelukket fra internationalt sportsligt samkvem, så Danmarks næste VM-kvalifikationsmodstander på torsdag er den russiske vasal.
Opgøret kommer til at foregå i ungarske Zalaegerszeg, hvor hviderusserne spiller deres hjemmekampe i puljen.
Belarus har deltaget i international turneringsfodbold siden landet blev officielt selvstændigt i 1991, men har aldrig kvalificeret sig til en slutrunde.
I den seneste EM-kvalifikation blev hviderusserne nr. 4 i deres gruppe, foran Kosovo og Andorra, men efter Rumænien, Schweiz og Israel. Det bedste resultat leverede man mod schweizerne på udebane, med en meriterende 3-3-uafgjort. Det blev også til en nullert mod gruppevinderne, Rumænien.
I Nations League er Belarus placeret i ”lag C”, hvor man fik en 3. plads senest, efter Nordirland og Bulgarien, og foran Luxembourg. Det skal dog tilføjes, at gruppen var meget tæt, og Belarus tabte kun 1 af de 6 opgør (i Belfast).
Belarus’ Hvide Vinger
”De Hvide Vinger” er imidlertid kommet helt skævt fra start i den igangværende VM-kvalifikation, idet Grækenland tilføjede Belarus en svidende 5-1-lussing i Piræus i gruppens premierekamp. Det foranledigede den spanske landsholdscoach, Carlos Alós, til at skifte 9 spillere ud til puljekamp nummer 2, hvor et væsentligt forynget hviderussisk mandskab fik stoppet blødningen, og nøjedes med et 2-0-nederlag i Zalaergerszeg mod Skotland, der vandt på mål af Che Adams og et selvmål.
Den 50-årige catalonier, Carlos Alós, har en fortid som målmand på forholdsvis lavt sportsligt niveau, og har siden 2003 forsøgt at etablere sig som træner/manager på en række mere eller mindre obskure adresser. Det har ført til engagementer i Hong Kong, Polen, Kasakhstan, Marokko, Qatar og Cypern. I nogle år omkring 2011 bestyrede han FC Barcelonas akademi i Polen.
I 2022 blev Alós landsholdsmanager for Rwandas landshold, et job som han skiftede ud i 2023 med ansvaret for Belarus. Debuten med ”De Hvide Vinger” gik knapt så lovende, eftersom man måtte nøjes med uafgjort mod Andorra, men siden har der været en vis progression. Det er måske forklaringen på, at hviderusserne spillede overraskende åbent i Piræus, men efter 5-1-lektionen, har Alós tilsyneladende indrettet sig på, at hans hold er nødsaget til at stå meget kompakt og dybt, hvilket altså begrænsede nederlaget mod skotterne, og det er også den taktiske tilgang som vi må forvente, at Belarus kommer med på torsdag i den ungarske grænseby, hvor stadion, ZTE Arena, kan rumme 11500 tilskuere.
Det er ret uforudsigeligt, hvilken opstilling, Alós vil satse på, idet han, som omtalt ovenfor, havde 20 forskellige aktører i spil i de to første gruppekampe. Men vi kan da konstatere, at de to eneste, der startede inde mod både grækerne og skotterne, var forsvareren Pavel Zabelin fra cypriotiske Akritas, og midtbanespilleren Max Ebong fra kasakhiske Astana. Sidstnævnte, der har camerouansk afstamning, bar anførerbindet mod Skotland.
I angrebet får kun 19-årige Trofim Melnichenko muligvis en startplads. Han er til dagligt beskæftiget i FC Porto, dog kun i B-truppen. Belarus’ mest rutinerede spiller er forsvarskrumtappen Aleksander Martynovich, med sine 38 år og 83 landskampe. Han spiller for Kairat i Kasakhstan. Martynovich er nummer 2 i rangeringen over spillere med flest landskampe for Belarus. Rekordindehaveren er Aleksander Kulchy med 102 landskampe. Han lagde op i 2012, og nummer 3 på listen er hviderussernes indiskutabelt største profil gennem tiderne (i alt fald siden selvstændigheden), Alexander Hleb, der i sin aktive karriere spillede for bl.a. Arsenal og FC Barcelona.
To essentielle opgør i vente
Belarus er nummer 100 på FIFA’s verdensrangliste, hvor Danmark pt. er placeret som nummer 20.
De to nationer har mødt hinanden to gange i historien.
Første gang var i forbindelse med kvalifikationen til EM i 2000. Opgøret i Minsk blev en skuffende 0-0 for danskerne, der dermed fik kniven for struben i en pulje med Wales, Schweiz og Italien. Nullerten blev fulgt op af kun 1 point i de næste 3 kampe, og EM-slutrunden så ud til at fordufte, men Bo Johanssons udvalgte slæbte en kneben 1-0-sejr hjem i Parken i returopgøret mod hviderusserne, på et mål af Jan Heintze, der sparkede et hjørnespark direkte i kassen. Den diminutive sejr satte gang i danskerne, for de sidste tre gruppeopgør blev vundet, således også den sidste og afgørende i Napoli mod Italien (3-2), og så kom Danmark med til EM i Holland/Belgien efter to gode playoffkampe mod Israel. Selve slutrunden var desværre ikke noget at prale af.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Brian Riemers mandskab skal være forberedt på en modstander i Zalaergerszeg, der kommer til primært at forsvare. Det er efterhånden blevet en kontinuerlig føljeton, at landsholdet har det vanskeligt, når man selv skal skabe spillet mod opponenter der stiller sig meget defensivt an. Derfor er det positivt, at Riemer denne gang kan råde over Christian Eriksen, Jonas Wind og Gustav Isaksen. Det er spillere med kompetencer i de snævre, hurtige kombinationer, og Isaksen er i besiddelse af en gennembrudsstyrke, som Danmark godt kan få brug for. Om de nævnte er i tilstrækkelig kampform til at starte inde, er imidlertid et åbent spørgsmål. Udtagelsen af Eriksen afstedkom forventeligt en del debat, men hans tilstedeværelse i truppen giver Danmark en ekstra streng ift. at skabe den spillemæssige musikalitet, der skal til mod defensivt orienterede modstandere. Vi får brug for ”dåseåbnere” over for den forventede kompakthed som (endnu en gang) bliver landsholdets udfordring.
Ellers kan vi glæde os over, at Rasmus Højlund tilsyneladende har fået en stærk start i Napoli, hvor han har fået et tiltrængt ”reboot”. Og Victor Froholdt optræder som en garvet veteran i portugisisk fodbold. Med Froholdt, Hjulmand og Højbjerg centralt kan Danmark byde ind med væsentlig international kvalitet. Det er heller ikke utænkeligt, at Matt O’Riley kan få en vigtig rolle denne gang. Men det er først og fremmest Mikkel Damsgaard, der har været Danmarks nøglefigur i de to første EM-kampe. Han har svinget taktstokken og vist prøver på sine innovative pasninger og imponerende skudstyrke. Landstræneren udtalte på pressemødet tirsdag: ”Jeg synes, at de gange, han har spillet, har han virkelig ikke skuffet os. Han har jo lige præcis kvaliteterne til at låse kompakte forsvar op og finde den der genialitet, der gør, at man kommer til chancer. Det er sådan nogle spillere, vi alle sammen higer efter at kunne få ind og spille”. Det er svært at være uenig.
Brian Riemer og landsholdet har også en essentiel hjemmekamp mod Grækenland i denne landskamptermin, så det er vigtigt, at landstræneren får mixet sine opstillinger og udskiftninger, så der kommer et optimalt output af de to opgør. 6 point, og så ser det unægtelig godt ud for de danske VM-chancer.
Du kan også læse om Christian Nørgaard, som har bekræftet, at han vender hjem til Brøndby. Læs mere her.


















