150 kilo tung og rasende: Han åd holdets morgenmad og smed modstanderne i målet
188 centimeter i højden er i dag klart i underkanten for en topkeeper. Men i tiden omkring 1900 var det omkring 20 cm over gennemsnitshøjden for mænd. William Foulke var en regulær kæmpe med sine lige knapt 1 meter og 90 på en tid, hvor fodboldspillet blev udbredt til alle samfundsklasser i England, og hvor begejstringen for de professionelle stjernespillere var sammenlignelig med gudedyrkelse. Bill/Willie Foulke var et af tidens største idoler.
En gigant i målet
Foulke voksede op i det fattige Nordengland og arbejdede i en af de trøstesløse kulminer. Han havde en enorm højde og kolossal styrke. Hvis ikke han var blevet fodboldspiller, så kunne han have optrådt i omrejsende cirkus som stærk mand eller bjørnebryder. Men Sheffield United – et af tidens absolutte tophold – gav ham en kontrakt og satte ham på mål. Willie gjorde straks et uudsletteligt indtryk. Hans stil var autodidakt og fuldkommen unik. Ved indlæg smækkede han kuglen en på lampen, så den røg over midterlinjen. Hvis han greb bolden, så løb han med den ved at slå den i græsset, ofte helt op til modstandernes straffefelt. Det var dengang tilladt for målmændene at bruge hænderne over hele banen, men det blev stort set aldrig anvendt. Markspillerne måtte bruge særdeles hårdhændede midler for at skubbe, puffe og sparke til keeperen, når han havde bolden, så det var almindelig praksis, at ankermændene skyndte sig at losse bolden langt væk. Det mestrede Foulke også. Han havde et helt usædvanligt hårdt spark til de tunge læderkugler, man dengang benyttede, og kunne sende den oppustede svineblære langt op på modstandernes banehalvdel. Hvis nogen gik for hårdt til Foulke, så fik de hans vrede at mærke. Han havde et voldsomt temperament og var direkte skræmmende at stå over for som forward. Det hændte, at en uheldig angriber blev løftet op og sprællende smidt ind i målet. Willie havde således sin egen ”åleruse-metode”, kan man sige.
Publikum i Sheffield elskede den farverige målmand. Han var forbløffende hurtig på reflekserne og ekspert i straffespark. Og så var det skægt at se ham i nærkampene, hvor han ragede højt op over modstanderne, der – ofte ret kynisk – provokerede med hårde spark og stemplinger når dommeren kiggede den anden vej. Spillet udviklede sig på den tid fra en gentlemansport til en barsk og nådesløs levevej.
Spiste for et helt hold
I 1898 vandt The Blades det engelske mesterskab, og i 1899 og 1902 sejrede de i FA Cuppen. Willie var en af ligaens højst estimerede keepere, men det engelske fodboldforbund fandt ham for farverig og ukontrollabel til landsholdet. Det blev dog til en enkelt ”cap”, da han var med til at slå Wales på hjemmebanen, Bramall Lane, i 1897.
Måske var der også en anden, og mere personlig årsag til, at forbundet fravalgte Foulke. Det er muligt, at de fandt ham for pinlig. Willie havde en kolossal appetit og åd sig en kæmpe vom til. Det fortælles, at han kunne finde på at møde ind tidligt til den fælles morgenmad inden kampene, og så rydde bordet inden de andre spillere ankom. Hans i forvejen enorme statur blev efterhånden grotesk. Publikum mobbede ham, og chantede angiveligt ”Who ate all the pies”, og gav ham det lidet flatterende tilnavn ”Fatty”. Han påtog sig klovnerollen og elskede at optræde med improviserede shownumre. Når spillerne var samlet privat, var han fuld af spas og slapstickhumor.
I 1905 stiftede en gruppe rigmænd Chelsea FC i den velbjergede del af London. Der blev bygget en kæmpe tribune, og man mente at Foulke ville blive et stort trækplaster. Willie blev købt for den dengang statelige sum af 20£ og blev dermed Chelseas allerførste målmand i historien.
Selv om han på det tidspunkt vejede omkring 150 kilo, så kunne han stadig gøre sig gældende. I sæsonerne 1905-06 og 06-07 spillede han 35 ligakampe i 2. division for ”The Pensioners”, som Chelsea dengang kaldtes, og reddede 10 straffespark.
I 1907-08 spillede han en sæson for Bradford City, hvor han blev husket i generationer for at have knækket en overligger i et højt hop.
Desværre fik gigten tag i det store korpus, og Fatty måtte stoppe den aktive karriere. I stedet blev han krofatter i Sheffield, men indtægten var tilsyneladende ikke tilstrækkelig til både at brødføde familien, stille hans glubende madappetit og betale et omfattende alkoholforbrug. Han blev involveret i hæleri og dømt til at betale en stor bøde i 1911. det kostede bevillingen. Forfatteren Ole Skjoldhøj drog tvivl om kildetroværdigheden i sin bog ”Manden i buret”, men der er beretninger om, at Fatty tjente penge ved at drage rundt og stille op til ”beat the goalie” konkurrencer, hvor folk/børn kunne betale en penny og få et skud på den kæmpestore ex-landsholdskeeper.
I 1916 stod leveren af. William Foulke blev kun 42 år.
