
101-års fødselsdag i dag
Boom vest for København
Det lå lidt i kortene, at der var potentiale for et fodbold-boom vest for Valby Bakke, for med urbaniseringen og 5-fingerplan skete der en rivende demografisk udvikling i efterkrigsårene. Særligt i 1960’erne, hvor der var gyldne økonomiske konjunkturer og almindelige mennesker fik penge på hænderne og lyst til at komme væk fra den saneringsmodne stenbro. Hvidovre IF blev epicentret for en bemærkelsesværdig progression og et nærmest historisk lynavancement i dansk fodbold.
Den gamle Frem-landsholdsmålmand, Niels Hansen (John Hansens far), stod for talentudviklingen af en ualmindeligt stærk ungdomsårgang i forstadsklubben. En anden tidligere Frem’er, Bent Jørgensen, overtog talenterne da de ”gik over” som seniorer, og førte det fremadstormende kuld af Hvidovreknægte op fra kvalifikationsturneringen til 3. division i 1962. Herefter vandt man 3. division i 1963 og 2. division allerede året efter!
Østrigske Ernst Netuka fuldførte miraklet, da HIF blev sensationelle danske mestre i 1966, fire points foran Frem og 6 foran KB. Mere om Netuka her: Den dynamiske trænerduo: Strategen Erik Hansen og taktikeren Ernst Netuka
Mesterholdet mod Real Madrid
Hvidovre bragte spillere som John Steen Olsen, Jørgen Henriksen, John Worbye, John Petersen og Leif Sørensen til landsholdet. Man fik Willy Bang og Fritz Hansen fra Frem Sakskøbing og rådede over dygtige folk som Jørgen Jespersen, Lars Bo Henriksen, Allan Hebo Larsen og Knud Andersen.

Titeltriumfen bevirkede et Europa Cup eventyr i efteråret 1967, hvor Hvidovre besejrede schweiziske FC Basel, og derefter spillede to mindeværdige opgør mod selveste Real Madrid (2-2 i hjemmekampen).
Selv om flere af profilerne blev udlandsprofessionelle, så opretholdt de rød-blå et højt niveau, og var med i mesterskabskampen i en årrække. Det kastede bronzemedaljer af sig i 1970 og sølv året efter.
I 1973 vandt klubben sit andet danske mesterskab, et point foran Randers Freja og KB. Hemmeligheden bag til succesen var en brandfarlig angrebsduo med Hans Aabech og Ole Skouboe. Steen Ziegler, Arne Toft og Klaus Nørregaard var andre nøglespillere på Arne Sørensens stærke mandskab. Men mesterholdet kulminerede meget pludseligt, og allerede sæsonen efter rykkede Hvidovre ud på en sidsteplads i 1. division. Læs mere om Ole Skouboe: Kongen af Thessaloniki
Mesterskab og magtskifte
I løbet af 1970’erne skærpedes konkurrencen på den københavnske Vestegn. Glostrup IC kom op med et vældigt ryk nedefra i rækkerne, og Brøndby IF udviklede sig med tiden til et lokomotiv i dansk fodbold. Hvidovre kom egentlig fint ud af starthullerne da betalingsfodbolden blev indført i Danmark. Ikke mindst i kraft af dygtige folk med kommercielle forbindelser, især Niels-Erik Madsen, der i årevis tegnede butikken.
Hvidovre vandt pokalturneringen i 1980 efter en forrygende 5-3-sejr i finalen over Lyngby. Og triumfen blev fulgt op af det danske mesterskab i 1981. Anføreren Michael Christensen var en ualmindelig solid forsvarskrumtap på det hold. Også navne som Steen Hansen, Michael Manniche, Per Steffensen, ”gengangeren fra 1973” Klaus Nørregaard og teknikeren Henrik Jensen kan nok sætte hukommelsen i gear. Og selvfølgelig keeperen Jan Madsen, der også var en god markspiller, og den pågående angriber Jørgen Kirk, og Günther Lindahl, Børge Nielsen og mange flere. Det var festligt at gå på Hvidovre Stadion og se John Sindings rød-blå mænd. Men festen varede ikke ved.
I min optik var Henrik Jensens skifte til Brøndby IF en slags vink med en vognstang om, at tiderne – og magtforholdene – var ved at skifte. Jensen var en blændende spiller i Hvidovre, et virkeligt stortalent. I Brøndby havde han en flot karriere. Men i min optik blev han for meget arbejdsmand i de gule trøjer, mens han havde været virtuos i Hvidovre. I 1985 rykkede HIF ned.
Stærk historie
Tilsammen har Hvidovre spillet 20 sæsoner i den bedste række. I en længere årrække har klubben tilhørt laget lige under de bedste. Det ændrede en oprykning i 2023 ikke på, selv om Per Frandsens mandskab vækkede mægtig sympati.
HIF har gennem tiderne haft 20 danske A-landsholdsspillere. Flest landskampe som repræsentant for Hvidovre har Sten Ziegler (17) foran Leif Sørensen (15) og Birger Pedersen (14). Den (foreløbig) sidste i det nationale antræk var Pierre Larsen i 1985.
Hvis man ønsker at fordybe sig yderligere i klubhistorien, så anbefaler jeg på det varmeste ”HIF-storik”. En hjemmeside hvor der er en fantastisk mængde relevante informationer om Hvidovres fortid. Klubben er begunstiget med en stærk kerne af ”Gamle Kæmper” der værner om dyder og værdier. Jeg får lyst til at fremhæve Klaus Moe og klubbens kustode og historiker, Michael Hentrich.