Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

10 unge spillere, du skal holde øje med i FA Cuppen

05.01.2018 Kl. 11:57
LÆS OGSÅ: BENDTNERS DYRE LEJLIGHED

Det er blevet tid til 3. runde af FA Cuppen, hvor Premier League-klubberne som bekendt træder ind i turneringen. For mange af de store hold venter der en overkommelig opgave i weekenden, og der er dermed god mulighed for at give chancen til enkelte unge spillere. 

Den engelske avis Daily Mail har fundet 10 unge spillere, der alle kan få muligheden for at vise sig frem: 

1. Charly Musonda – 21 år (Chelsea) 

Chelsea har haft meget at se til i det travle juleprogram, og Antonio Conte vil formentlig spare flere profiler mod Norwich. Det kan give chancen til den unge offensivspiller Charly Musonda, der har været ude med en skade siden starten af december. Meget tyder dog på, at han bliver klar til lørdagens kamp, hvor han skal forsøge at imponere Conte. 

2. Reiss Nelson – 18 år (Arsenal) 

Nelson har spillet samtlige kampe for Arsenal i Europa League, og han skal nu forsøge at vise sit værd i FA Cuppen. Den 18-årige englænder, der spiller på den offensive midtbane, har hovedsageligt spillet på højre wingback, og det er sandsynligvis også her, han får chancen mod Nottingham Forest, da Arsene Wenger også vil give spilletid til Theo Walcott, Danny Welbeck og Alex Iwobi. 

3. Oleksandr Zinchenko – 21 år (Manchester City) 

Zinchenko har imponeret i Carabao Cuppen, hvor Manchester City er nået til semifinalerne. Benjamin Mendy er fortsat ude, mens Fabian Delph har brug for en pause, hvilket kan give ukraineren chancen mod Burnley. 

4. Kieran Dowell – 20 år (Nottingham Forest – udlejet fra Everton) 

Dowell var en af profilerne på det engelske U20-landshold, der i sommer vandt VM. Everton har, uden held, forsøgt at kalde ham tilbage før tid fra Nottingham Forest, hvor han nyder stor succes. I weekenden skal han forsøge at spænde ben for Arsenal.

5. Harvey Barnes – 20 år (Leicester) 

Barnes var i efteråret udlejet til Barnsley, men Claude Puel valgte at kalde ham hjem 1. januar, og weekendens opgør mod Fleetwood er den perfekte mulighed for Barnes til at vise sit værd. Kantspilleren blev i sidste sæson kåret til årets unge spiller i MK Dons, selvom han kun var i klubben et halvt år, mens han også var delt topscorer, da England vandt Toulon-turneringen i sommer. 

6. Beni Baningime – 19 år (Everton) 

Bliver sammenlignet med Chelseas N'Golo Kanté, og Baningime har da også allerede fået fem kampe i Premier League og tre i Europa League. Spillede 40 minutter mod Chelsea i december, og Sam Allardyce kan give ham chancen igen i aften mod Liverpool. 

7. Josh Tymon – 18 år (Stoke)

18-årige Tymon forlod i sommer Hull, efter klubben rykkede ned. Englænderen har, sammen med resten af Stoke-mandskabet, ikke haft den bedste sæson, og weekendens opgør mod Coventry kan dermed blive afgørende for Tymon, hvis han vil være en del af Mark Hughes' foretrukne startellever. 

8. Sheyi Ojo – 20 år (Fulham – udlejet fra Liverpool) 

Ryan Sessegnon har fået en masse opmærksomhed i Fulham, men lejesvenden fra Liverpool, Sheyi Ojo, har bestemt også gjort det godt. Har scoret fire mål i 15 ligakampe, selvom han sad ude i seks uger i løbet af efteråret. Hans offensive kvaliteter kan blive en udfordring for Southampton. 

9. Juan Foyth – 19 år (Tottenham) 

Tottenham snuppede argentineren for næsen af PSG i sommer, men han har endnu ikke fået chancen i Premier League. Mauricio Pochettino må forventes at spare de defensive profiler mod AFC Wimbledon, og en startplads til Foyth virker sandsynlig. 

10. Axel Tuanzebe – 20 år (Manchester United) 

Forventningerne var tårnhøje til Tuanzebe, da sæsonen gik i gang, men han har ikke fået chancen. Blot en enkelt startplads i Carabao Cuppen er det blevet til for forsvarsspilleren, der dog bestemt må være i spil til en plads i Mourinhos startellever mod Derby. 

Annonce