Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

10 stjerner der lige akkurat missede en Premier League-titel

Af Michael Christiansen
25.07.2020 Kl. 18:47
Timing kan være en svær ting at mestre. Dårlig timing kan koste mesterskaber.

Liverpool er, som vi ved, blevet engelske mestre.

Dermed har en hel række spillere endelig fået slettet det store runde 0, der stod nederst på deres Premier League-regnskab.

Så heldige er det ikke alle, der har været. Mange gode spillere har gennem tiden måtte sande, at de kom en sæson for sent eller for tidligt, og at de således missede Det store øjeblik. Vi har samlet 11 af dem herunder.

Advarsel: Der er mange Chelsea-folk på listen.

Fernando Torres
Fernando Torres var en af de helt store stjerner i den gyldne spanske generation, der vandt tre slutrunder i streg. Derudover har “El Nino” også en Champions League- og en Europa League-titel i bæltet. Men Premier League?
Tre et halvt år på Anfield med ellers stor individuel succes gav ingen titler, så den tidligere Atletico Madrid-kaptajn rykkede til London, hvor Roman Abramovich må have hævet efterlønnen for at kunne finansiere den astronomiske transfer. Men mesterskabet udeblev stadigvæk for Torres. Spanieren var på Stamford Bridge indtil 2014 og nåede at fejre store, europæiske triumfer der, men da Chelsea atter vandt Premier League i 2015, var Torres vel hjemme i Madrid igen.

Esteban Cambiasso
Cambiasso havde uden tvivl en flot karriere. Treble-vinder med Inter og national mester i både Spanien, Italien, Argentina og Grækenland, såmænd. Det kunne dog også være blevet til et mesterskab i England.
Noget overraskende – men ganske frisk – valgte veteranen nemlig at tage en sæson hos Leicester i 2014/15, da rævene kæmpede i bunden af den engelske topdivision. Det blev den eneste foxtrot, Cambiasso dansede med Leicester, for inden 2015/16-sæsonen rejste argentineren til Olympiakos. Her opnåede han at blive græsk mester men missede samtidig det vildeste mesterskabseventyr i nyere tid, som imens udspillede sig tilbage i Leicestershire. Mon ikke Cambiasso trods alt gerne ville have haft den med på opleveren?

Andriy Shevchenko
Ballon d’Or-vinderen fra 2004 havde bombet AC Milan til tops i både Serie A og Champions League, da Roman Abramovich endelig hentede en af europas mest eftertragtede angribere til Chelsea i sommeren 2006 – efter syv år i Milano.
Men ukraineren ramte uheldigvis lige ned i en fireårig periode, hvor Chelsea underligt nok ingen mesterskaber vandt. “Sheva” tog hjem til Dynamo Kiev i 2009 – året efter vandt Chelsea atter ligaen.

Radamel Falcao
Columbianeren har vundet Europa League to gange samt mesterskaber i Portugal, Argentina og Frankrig. Men angriberen gik glip af en Premier League-titel, da han kun var hos Chelsea i 2015-16-sæsonen. Det var det år, Leicester vandt. Chelsea havde ellers vundet sæsonen før og vandt også igen året efter. Men da var Falcao væk igen.

Jesper Grønkjær
Det er stadig lidt af en national tragedie, at Jesper Grønkjær ikke fik lov at løfte Premier League-trofæet. Thyboen spillede fire gode sæsoner for Chelsea men blev i 2004 vejet og fundet for let til Jose Mourinhos nye hold, da der for alvor skulle vindes medaljer. Grønkjær blev sendt til Birmingham, og tilbage i London vandt Chelsea mesterskabet i samme sæson.

Olivier Giroud
Som fransk mester kom Ligue 1-topscoreren Olivier Giroud til Premier League i 2012, hvor han har været siden. Han tilbragte dog de første mange år hos Arsenal og vandt således ingen mesterskaber. Først i januar 2018 fandt angriberen en ny arbejdsplads i London, da Chelsea hentede ham. Det var dog et halvt år efter det seneste Chelsea-mesterskab. Måske næste sæson?

Emmanuel Adebayor
Arsenal, Manchester City, Tottenham. Emmanuel Adebayor har haft sin tid i engelsk fodbold, men formåede alligevel helt at undgå at vinde noget der. Heller ikke Premier League.
Det skyldtes primært, at togoleseren først kom til Arsenal i 2006, da “the Gunners” var færdige med at vinde mesterskaber og var udlejet fra Manchester City til Spurs, da “the Citizens” endelig vandt titlen i 2012.

Juan Mata
“The special Juan” har vundet både EM, VM, Champions League og Europa League, men et engelsk mesterskab kan den lille spanier ikke prale af, selvom han har spillet i både Chelsea og Manchester United. Det skyldes lidt uheldig timing. Mata kom til Chelsea i 2011 – klubben havde vundet Premier League i 2010. I 2014 skiftede han til Manchester United, der havde taget mesterskabet året før. Her skulle det dog ikke blive til mere ligaguld. Imens vandt Chelsea så i 2015 og igen i 2017.

Marcel Desailly
Desailly er på alle måder en stor spiller, hvilket VM-, EM-, Serie A-guld og to Champions League-titler beviser. Han var da også oppe i alderen rent fodboldmæssigt, da han kom til Chelsea i 1998. Han vandt en FA Cup med “the Blues” men forlod London-klubben i 2004 – lige inden Mourinho-mesterskaberne i 2005 og 2006.

Harry Kane
“Hurricane” er to gange blevet topscorer i Premier League, men har aldrig vundet rækken. Han spillede i Leicester indtil 2013, men rykkede herefter videre til Tottenham. Tre år senere vandt “the Foxes” som bekendt ligaen efter et kapløb med blandt andre Spurs. Blev desuden nummer to med Tottenham i 2017.
 

Annonce