Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

10 hurtige konklusioner: Salah er "kun" klasse, Sanchez er færdig og Hazard bliver årets spiller

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
21.09.2018 Kl. 08:28
Normalt skal man holde sig fra forhastede konklusioner, men PLBOLD evaluerer her sæsonens første fem spillerunder med 10 af slagsen.

Premier League-sæsonen er kun fem kampe gammel, så det er stadig for tidligt at lave nogle endelige konklusioner, men her følger ti hurtige reaktioner på sæsonens første fem spillerunder. 

1. Mohamed Salah er kun ”klasse”

Mohamed Salah var manden, der stjal alle overskrifterne sidste sæson og fik Liverpool-fans til at gå amok – med rette. Egypterens debutsæson var hans individuelt klart bedste sæson nogensinde, og selvom Salah også har vist højt niveau i starten på sin opfølgningssæson, virker det ikke helt som om, vi har med samme bæst som sidste år at gøre.

Mindre kan selvfølgelig også gøre det, og man kan ikke forvente, at han laver mål på samlebånd på samme måde som sidste sæson. I stedet bør man måske indstille sig på, at han ”bare” er en klassespiller, som aldrig kommer til at kunne matche Messi og Ronaldo helt, når det handler om stabilitet år ud og år ind.

2. Burnley rykker ned

Det er umiddelbart godt for Burnley, at klubben ikke endte med at kvalificere sig til Europa League, for det tyder på, at Sean Dyches tropper får svært ved at følge op på sæsonen fra sidste sæson.

Tværtimod ser det ud som om, The Clarets kommer til at kæmpe for at holde røven oven vande over nedrykningsstregen, for holdets helt store forcé sidste sæson, forsvaret, lækker pludseligt mål som en hullet si.

3. Ulvene bider sig fast

Wolverhampton har været en fuldkommen fornøjelse at se hidtil denne sæson, for de har kastet sig over den bedste engelske fodboldrække uden den mindste snert af mindeværdskompleks – selv ikke ovefor topholdene som Manchester City, som Wolves gik i clinch med.

4. Dette er Liverpools år

Liverpool er endelig stoppet med at lave dårlige sommerindkøb, og pludseligt har holdet både bredde på alle positioner, et solidt defensivt fundament og en sindssygt hidsig offensiv – på den gode måde.

Med sejre mod Paris Saint-Germain og Tottenham har Liverpool bevist, at holdet fortsat ikke har noget problem med at nedlægge andre storhold, men det er særligt pligtsejrene over bund- og midterholdene – hvor Liverpool tidligere havde en tendens til at fejle – der får pilen til at pege i retning af, at dette kunne blive Liverpools år.

5. Aaron Wan-Bissaka er én for fremtiden

Han er alle Holdet.dk-træneres helt, for Crystal Palace-backen koster kun håndører. Penge givet godt ud, for den unge englænder har fortsat, hvor han slap sidste sæson, og bliver ved med at levere kamp efter kamp.

Meget tyder derfor på, at han går en stor fremtid i Premier League i møde, og ligesom holdkammeraten Wilfried Zaha formentligt fortjener at spille for et større hold end The Eagles, kunne Wan-Bissaka også godt være kandidat til et skifte til en Big Six-klub i fremtiden.

6. Eden Hazard bliver årets spiller i Premier League

Kevin de Bruyne er skadet, og Mohamed Salah er begyndt at se menneskelig ud igen, mens Chelsea-stjernen har startet sæsonen med et brag.

VM-slutrunden og rygterne om Real Madrid-skiftet har åbenbart gjort Hazard godt, for efter at være blevet hvilet i sæsonens første kampe er belgieren kommet stormende ud af starthullerne og vist klare tegn på, at dette måske kunne blive hans største sæson i Chelsea-trøjen

7. Tottenham skulle have købt ind

Tottenham vandt sine første tre kampe, men fodbold kan være et grumt spil til tider, og nu snakker vi i stedet om, hvordan holdet har tabt de efterfølgende tre.

Men Pochettinos mandskab virker trætte og ideløse på banen, og selvom Lucas Moura er begyndt at vise sin værdi, burde Tottenham måske have løsnet de finansielle tøjler for en gangs skyld og investeret i en række klassespillere, som kunne ryste posen lidt og ændre holdets spillemåde.

8. Manchester City skal undgå at hvile på laurbærrene

Manchester City er stadig favorit til at vinde mesterskabet, men udover Liverpool er den største fare for Pep Guardiolas rekordbrydende mandskab, at de bliver for afslappede og hviler på laurbærrene.

Sidste sæson trynede holdet sine modstandere med flot spil, men begynder spillerne at tage for nemt og slække på opgaven, fordi de føler sig for uovervindelige allerede, risikerer de at smide titelforsvaret i vasken.

Derfor var Pep Guardiola også rasende efter City have slået Fulham 3-0 (!), for spillerne smed for mange bolde væk og lavede uvant mange simple fejl.

9. Alexis Sanchez er stadig ikke god for Djævlene

Alle Manchester United-fans var oppe at ringe, da The Red Devils snuppede Alexis Sanchez for næsen af bysbørnene fra Manchester City.

Chileneren havde i sæsoner været ét af Arsenals store lyspunkter, men allerede inden sit januarskifte havde Sanchez vist svaghedstegn hos The Gunners.

Dem ser han ud til at have båret med sig til Manchester United, og hvor hans rædsomme første halvsæson kunne undskyldes med, at han ikke var samspillet, kan man ikke bruge samme undskyldning længere. For nok har han vist tegn på forbedringer, men han er langt fra sit topniveau fra Arsenal.

10. Jorginho bliver årets signing

Sommerens transfervindue blev en anelse antiklimatisk og uden nogen Premier League-signings på Galacticos-skalaen. Jorginho, selvom han ingenlunde er nogen flashy spiller, kan dog ende med at løbe med titlen som årets vigtigste indkøb, for der er intet mærkværdigt ved, at Maurizio Sarri så gerne ville have ham til Stamford Bridge.

Jorginho spiller en integral rolle i måden, Sarri gerne vil spille fodbold på, så selvom der findes masser spillere i Premier League med et højere individuelt niveau, er der få, der kan matche den vigtighed, Jorginho allerede har haft for The Blues.

Annonce