Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Arsenal leverede vildt comeback mod Bournemouth i målfest

03.01.2017 Kl. 21:46
LÆS OGSÅ: BENDTNERS DYRE LEJLIGHED

Der stod Bournemouth på alt i første halvleg. Eddie Howes mandskab sprudlede fra første fløjt, og efter et kvarter kom de på 1-0 ved Charlie Daniels, der udnyttede en svag opdækning fra Arsenals højre side med Hector Bellerín og Aaron Ramsey.

Blot fire minutter øgede Bournemouth til 2-0, da Callum Wilson omsatte et straffespark, som Granit Xhaka klodset begik. Den schweiziske midtbanespiller skubbede Ryan Fraser i ryggen, og helt korrekt dømt straffespark. Arsenal var lammede, mens Bournemouth sprudlede i de første 45 minutter.

Der var en helt anden intensitet over Arsenals spil fra starten af anden halvleg, hvor de pressede Bournemouth i bund. Det var dog alligevel hjemmeholdet, der var farligst. 10 minutter inde i anden halvleg fik Harry Arter et mål underkendt, da Callum Wilson rettede bolden af med hånden ifølge kampens dommer, Michael Oliver.

Men blot få minutter senere fik Bournemouth så sit tredje mål, da Ryan Fraser oversprintede Hector Bellerín, skubbede ham let i ryggen, hvorefter han kunne drible frit ind mod målet fra venstre side. Petr Cech fyldte ikke meget i målet, og fra en spids vinkel kunne den hurtige Bournemouth-kantspiller score mellem benene på Arsenal-keeperen.

Alexis Sanchez bragte spænding ind i kampen igen md 20 minutter tilbage, da han fra tæt hold headede et indlæg, som Olivier Giroud havde headet videre, ind bag en sagesløs Artur Boruc.

Fem minutter senere helflugtede indskiftede Lucas Perez en lækker aflevering fra Olivier Giroud i det lange hjørne, og så var der pludselig panik at spore i øjnene på hjemmeholdets spillere.

Arsenal fik også hjælp af Michael Oliver efter 82 minutter, da Simon Francis fik direkte rødt kort for en hård tackling på Aaron Ramsey. Det lignede en hård kendelse, men Arsenal øgede blot presset mod slutningen af kampen.

I det andet overtidsminut steg formstærke Olivier Giroud til vejrs og holdt Steve Cook væk. Franskmandens afslutning endte i nettet bag Boruc, og så havde the Gunners leveret et forrygende comeback. Arsenal vandt et point i den vilde 3-3-kamp.

Kampens to store oplevelser var Charlie Daniels og Ryan Fraser. Sidstnævnte måtte dog lade sig udskifte med en lægskade efter 67 minutter. Hos Arsenal var der derimod panderynkende indsatser hos spillere som Hector Bellerín og Shkodran Mustafi. 

Annonce