Mourinho begrunder Memphis-fravalg: Han vil væk i januar
Memphis Depay er efter sigende på vej ud af døren i Manchester United, og det har den hollandske kantspiller selv efterspurgt. Det har José Mourinho afsløret – og United-manageren har fortalt, at det er derfor, at han ikke har benyttet sig af Memphis i denne sæson.
– Jeg må sige, at i de sidste par måneder er mine beslutninger i henhold til Memphis blevet påvirket af, at han gerne ville væk i januar – og at vi kunne se frem til et bud, som vi var villige til at acceptere. Det påvirker mig selvfølgelig, sagde Mourinho ifølge Goal.
– Hvis jeg ved, at jeg har en spiller, der er på vej væk, vil jeg hellere give chancen til andre spillere, som kan udvikle sig såsom Lingard, Mkhitaryan og Martial. Det er spillere, som jeg med 100 procent sikkerhed ved, at de bliver hos os. Det er en position, hvor vi har flere muligheder.
Det er blot blevet til 20 minutters spilletid i Premier League for den tidligere PSV Eindhoven-stjerne, som i alt har fået otte kampe i denne sæson.