Swansea begrunder fyring af Bob Bradley
Swansea valgte tilbage i oktober at fyre klubbens italienske manager Francesco Guidolin og erstattede ham med den amerikanske manager Bob Bradley. Den tidligere amerikanske landstræner har dog ikke formået at vende skuden hos The Swans, der indtager en delt sidsteplads med Hull efter 18 spillerunder.
Tirsdag aften har den walisiske klub derfor valgt at afskedige den amerikanske manager. Efterfølgende har Swansea udsendt en statement, hvor de begrunder fyringen:
– Vi er kede af at miste Bob Bradley efter så kort en periode i klubben. Desværre er tingene ikke gået, som vi havde planlagt og vi har derfor besluttet at forsøge noget nyt, nu hvor vi er halvvejs i sæsonen, forklarer Swansea-ejer Huw Jenkins
– Som klub gennemgår vi en svær periode og vi forsøger at finde de rigtige svar, som kan få os ud af krisen. Personligt kan jeg kun rose Bob Bradley. Han er en god mand og han gav alt for jobbet i Swansea. Hans arbejdsiver er fænomenal og vi ønsker ham alt godt i fremtiden, står der til sidst i klubbens statement.