O'Shea fortryder : Jeg skulle være blevet længere i Manchester United
I 2011 forlod John O’Shea Old Trafford i jagten på fast spilletid. Den irske landsholdsspiller, der nåede at vinde fem Premier League-titler og Champions League med Manchester United, valgte at tage til Sunderland.
O’Shea havde dog stadig et stykke tilbage af sin kontrakt med Manchester United, da han forlod klubben. Han fortæller nu, at han fortryder, at han skiftede allerede i 2011.
– Skulle jeg være blevet længere i United? Ja. Jeg har tænkt den tanke et par gange, fortalte O’Shea til the Mirror.
– Jeg havde ét år tilbage af min kontrakt, og vi havde over årene altid sagt, at jeg kunne skifte, hvis manageren ikke mente, at han kunne give mig nok spilletid til at holde mig glad.
– På det tidspunkt troede jeg, at jeg kunne garantere mig selv meget mere spilletid, hvis jeg kom væk fra United. Men det var ikke en let beslutning, det er helt sikkert.
Den nu 35-årige forsvarsspiller er fortsat en del af holdet i Sunderland, og på mandag står han over for sin gamle klub, når Manchester United tager i mod the Black Cats på Old Trafford.