Mikel afviser millionkontrakt i Kina: Vil spille på højeste niveau
Chelseas Oscar er meget tæt på at skifte Premier League ud med den kinesiske Super League og en løn på godt 3.500.000 om ugen, hvilket vil gøre ham til den tredjebedst betalte fodboldspiller i verden.
Rygterne er efterfølgende gået på, at John Obi Mikel, der er reserve i Chelsea, kunne følge Oscar trop til Shanghai SIPG.
Kineserne har ifølge London Evening Standard tilbudt nigarianeren en ugeløn på hele £170.000, hvilket er £100.000 mere end han får i Chelsea om ugen.
Mikel ville altså hver uge kunne sætte en lille million ekstra ind på kontoen, hvis han valgte et skifte til Kina.
Det er dog ikke i disse baner, midtbanespilleren tænker, selvom karrieren efterhånden lakker mod enden.
29-årige Mikel har ifølge lokalavisen tænkt sig at afvise tilbuddet fra Kina for i stedet at blive i Europa og spille på et højt niveau.
Marseille skal angiveligt være interesserede i Mikel, og ifølge Evening Standard, har de allerede tilbudt ham en kontrakt. Denne skal være mindre end de £70.000, han tjener på Stamford Bridge.