Mané afgjorde Merseyside-derbyet på Goodison Park
Det var en første halvleg, hvor Everton kom bedst ud. The Toffees var mere klar end gæsterne fra Liverpool, men havde problemer med at skabe de helt store muligheder. Lukaku havde bolden meget og var Evertons farligste mand, men heller ikke belgieren fik testet Mignolet for alvor.
Som halvlegen skred frem kom Liverpool bedre med, Adam Lallana kom en smule mere i spil, men der kom ikke meget fra Mané, Origi og Firmino og derfor kunne Klopps tropper heller ikke skabe meget foran Stekelenburg.
I anden halvleg kom Liverpool bedre ud. De havde alt den energi, de manglede i de første 25 minutter. Efter 50 minutter fik Liverpool kampens hidtil største chance, da Firmino blev sendt i dybden med en høj bold. Brasilianeren var ikke presset, men formåede ikke at sende den dansende bold forbi en fremstormende Maarten Stekelenburg i Evertons mål.
Midtvejs i halvlegen skulle Ross Barkley have været udvist for en grim tackling på Jordan Henderson, men englænderen slap med gult og herfra var det en ophedet affære, der bød på masser af nærkampe, hvor dommer Mike Dean dog lagde en fin linje.
Det lignede mod slutningen en sikker 0-0'er, men med otte minutter lagt til efter skadespauser til Stekelenburg og Henderson, så ville Liverpool det anderledes.
Efter 94 minutter fik Liverpool nemlig gjort det til 1-0. Tyssede på Goodison Park og afgjorde derbyet.
Det var indskiftede Daniel Sturridge, som løb med bolden på tværs af banen lige uden for feltet. Her afsluttede angriberen lidt forkølet med venstrebenet og ramte stolpen. Sadio Mane var vaks ved havelågen og var over riposten, som han nemt kunne prikke i kassen til 1-0-sejr.
Liverpool kravler op på 37 point og er nu på andenpladsen i Premier League. Everton har 23 point og indtager niendepladsen i tabellen. Gå på jagt i statisikkerne herunder: