Manchester United vil hente 13-årig stortalent
De engelske storklubber bruger mange ressourcer på at styrke deres akademi, hvor Manchester City bl.a. har brugt flere milliarder af kroner på et nyt træningsanlæg til klubbens akademi.
Manchester United har inden for de seneste år hentet flere nye talenter til klubben – især unge hollændere.
Timothy Fosu Mensah, Tahith Chong og Millen Baars er nogle af de hollandske stortalenter, der er ankommet til klubben, og nu vil De Røde Djævle endnu engang på rov i Holland.
Ifølge Daily Mail har de udset sig den blot 13-årige Naci Unuvar, der til daglig spiller for Ajax' U15-hold og bliver anset for at være en meget lovende spiller i fremtiden.
Manchester United-scouten, Henny de RegtMan, blev imponeret af Naci Unuvar under en ungdomsturnering, og lige siden har klubben forsøgt at bringe ham til akademiet.
Manchester United er efter sigende i dialog med Naci Unuvars forældre, hvor man angiveligt også vil arbejde på at finde et job til hans far for at et skifte bliver en realitet.