Pochettino afviser rygter: Dier og Alli ikke til salg
Flere engelske medier har i de seneste uger skrevet, at Eric Dier var utilfreds med den manglende spilletid på den centrale midtbane i Tottenham og derfor ønskede at skifte væk. På rygteplan blev Chelsea og Bayern München nævnt som mulige destinationer.
Samtidig er Dele Alli også blevet rygtet væk fra White Hart Lane, da den unge englænder skulle have tiltrukket sig interesse fra flere af de europæiske topklubber. Nu slår Spurs-manager Mauricio Pochettino dog fast, at ingen af de to spillere er til salg:
– Det giver ingen mening, at Eric Dier og Dele Alli skulle være på vej væk, fordi det er umuligt for andre klubber at købe dem. De er en del af vores planer i dag, i morgen og i fremtiden, siger den argentinske manager og tilføjer:
– Når vi læser disse rygter, så tager vi dem med ro. Begge spillere forlængede deres kontrakter med Tottenham for fire måneder siden og er dedikerede til dette hold, slutter Mauricio Pochettino.