Marca: Guardiola vil have Koke til Manchester City
I starten af denne sæson var Yaya Touré helt ude i kulden hos Manchester City, men på det seneste har den ivorianske midtbanespiller fået et par kampe for Pep Guardiolas mandskab, som onsdag aften blev ramt af en knæskade til Ilkay Gündogan.
Midtbanesituationen hos Manchester City er derfor ikke helt optimal for tiden, og Pep Guardiola vil forstærke dén del af sit mandskab.
Ifølge Marca vil Manchester City bruge hele maskineriet på at få Koke fra Atlético Madrid til den blå del af Manchester. Den spanske avis skriver endvidere, at the Citizens har scoutet den spanske landsholdsspiller, som Premier League-klubben efter sigende også forsøgte at købe i sommerens transfervindue.
I den spanske liga er det obligatorisk at have frikøbsklausuler i kontrakten, og i Kokes tilfælde lyder den, ifølge Marca, på hele €150 millioner – hvilket Manchester City naturligvis ikke vil betale.
Koke har tidligere givet udtryk for, at han er meget glad for at være i Atlético Madrid, hvor han har en nøglerolle på midtbanen, og at han ikke er opsat på at skifte klub.