Ibrahimovic: Kunne have været mere fænomenal
Zlatan Ibrahimovic har været en stor profil i alle de klubber, han har spillet for i sin karriere. I dag er den svenske superstjerne blevet 35 år, ligesom han har indstillet sin landsholdskarriere for i stedet at have fuldt fokus på Manchester United.
I et interview med Manchester United-hjemmeside forklarer Zlatan Ibrahimovic, at han gerne ville have sin nuværende fodboldviden, da han var yngre og på vej frem i karrieren:
– Jeg tror, at jeg spiller mere intelligent i dag, end jeg gjorde for år tilbage. Det skyldes selvfølgelig også, at jeg er blevet ældre. Ens fysik ændrer sig og man får en masse erfaring. Alt denne viden ville jeg gerne have haft for bare 10 år siden, fordi så havde jeg været endnu mere fænomenal, siger svenskeren.
I Manchester United spiller Zlatan Ibrahimovic sammen med det engelske stortalent Marcus Rashford og svenskeren forsøger hele tiden at hjælpe den unge angriber med sin erfaring:
– Jeg prøver at hjælpe med min erfaring og mine mål. Marcus Rashford er en ung spiller, som stadig er i begyndelsen af sin karriere, mens jeg er i slutningen af min. Jeg prøver derfor at give min erfaring videre. Både med bolden, uden bolden og i samspillet med holdkammeraterne, slutter Zlatan Ibrahimovic.