Wenger vil beholde Oxlade-Chamberlain
Den engelske landsholdsspiller Alex Oxlade-Chamberlain har kontraktudløb i sommeren 2018 og meldinger i den engelske presse forlyder, at Arsenal og englænderen endnu ikke er begyndt på kontraktforhandlinger.
Arsene Wenger ville ikke tale om kontraktforhandlingerne med Mesut Özil og Alexis Sanchez på mandagens pressemøde, men understregede, at Oxlade-Chamberlain er en spiller, han ønsker at beholde.
– Jeg ønsker, at Oxlade-Chamberlain bliver i klubben. Jeg købte ham i en meget ung alder og synes, han udvikler sig godt, fortalte Wenger på pressemødet forud for tirsdagens kamp mod Everton.
– I denne sæson bevæger han sig fremad. Alt i alt har vi investeret så meget tid og arbejde i spilleren. Han elsker at være her, er integreret her og har de kvaliteter, vi vil have, at han har.
– Vi vil have, at han bliver, slutter franskmanden.