FC Barcelona kunne have snydt Manchester United for Cristiano Ronaldo
Da Manchester United i august 2003 spillede en træningskamp mod Sporting i Lissabon, spillede en ung portugiser ved navn Cristiano Ronaldo en fantastisk kamp, hvilket efterfølgende fik Sir Alex Ferguson til at indlede en intens jagt på Ronaldo, der ikke ville slutte før, den 18-årige Sporting-spiller havde skrevet under med Manchester United.
Siden blev Ronaldo en kæmpe succes i Manchester United, inden han i 2009 skiftede til Real Madrid i den største transfer nogensinde på daværende tidspunkt.
Nu afslører Joan Laporta, der var præsident i FC Barcelona fra 2003-2010, at den nu 31-årige Ronaldo kunne have endt hos rivalerne FC Barcelona.
– Da vi (Laportas administration, red.) kom til, hentede vi Ronaldinho, Rafael Marquez og Ricardo Quaresma, fortæller Laporta ifølge Goal til den spanske avis AS.
– Vi var i en genopbygningsproces. Cristiano var i Sporting, og han var tæt på at skifte til United.
– Spillerens agent, der også havde Marquez og Quaresma, sagde: "Jeg har en anden virkelig god spiller, der hedder Cristiano Ronaldo".
– Vi fortalte ham, at vi allerede kendte ham, og han tilbød ham til os for to millioner Euro mindre end til United, der endte med at betale £19 millioner, slutter Laporta.
Cristiano Ronaldo nåede næsten at spille 300 kampe for Manchester United under Alex Ferguson.