Håbefuld Valencia klar til at gribe chancen
Everton har i løbet af december og begyndelsen af januar syv Premier League-kampe og én FA Cup-kamp at spille, og man begynder på søndag mod Manchester United.
Enner Valencia, som The Toffees lejede hos West Ham i sommer, har ikke fået meget spilletid for klubben og er oftest blevet begrænset til korte indhop.
Da Meyserside-klubben mødte Norwich i EFL Cuppen fik angriberen dog alle 90 minutter, og nu går Valencia efter mere spilletid i løbet af det tætte kampprogram.
– Forhåbentlig kan jeg spille flere kampe i den travle tid hen over julen. Jeg vil virkelig gerne være en del af holdet, og forhåbentlig kommer der til at blive en del rotation. Jeg kan forhåbentlig spille en rolle, siger han til klubben hjemmeside og fortsætter:
– Det er altid det samme, når man kommer til en ny klub. Du skal lære, hvordan de vil have dig til at spille. Det har været anderledes, end hvad jeg har været vant til, men når man begynder at forstå, hvad manageren vil have fra dig, bliver det lettere – og sådan går det lige nu.
– Vi skal drage fordel af juleperioden, selvom det bliver svært. Vi har nogle svære kampe og skal hente så mange point, vi kan.
Valencia slår samtidig fast, at han nyder at spille for Everton, selvom spilletiden er begrænset.
– Vi har en fantastisk trup, og der er en masse spanske spillere, som jeg bruger en masse tid med over morgenmad og frokost.
– Jeg kan virkelig nyde træningen. Det er meget professionelt, og vi har et godt hold. Hvis vi kan levere nogle gode præstationer, kan vi få resultaterne, der er nødvendige for, at vi kan kvalificere os til Europa.
Valencia har været på kontrakt hos West Ham siden 2014, hvor London-klubben hentede ecuadorianeren hos mexicanske Pachuca.